Endnu en vidunderlig film fra Koreeda

Historien er i udgangspunktet ganske enkel. Den aldrende, men meget succesfuld skuespillerinde Fabienne, spillet af Catherine Deneuve, får besøg af sin datter Lumir, der er manuskriptforfatter, og resten af hendes familie. Plottet lyder ikke ligefrem nyskabende, men det er heller ikke, fordi man skal forvente et sindsoprivende drama. Det spændende eksisterer i stedet, i alt det usagte mellem karaktererne.

Der er så meget, der bliver sagt med kropssproget alene, særligt i forholdet mellem ægteparret Hank og Lumir, spillet af Ethan Hawke og Juliette Binoche, som tilfører så meget forhistorie til deres karakterer, selvom fokus primært er på forholdet mellem mor og datter. Faktisk er alle skuespillerne velvalgte og dygtige, selv Lumirs og Hanks barn, spillet af den unge Clémentine Grenier, opfører sig som et rigtigt barn, hvilket virkelig vidner om en talentfuld instruktør bag kameraet.

Rigtige mennesker på godt og ondt
Det er sjældent, at noget bliver sagt direkte, og fornøjelsen ved at sidde og se Koreedas film har altid været, de mange fortolkningsmuligheder man som publikum bliver propfodret med. Hvordan er forholdet mellem bedstemor og den amerikanske svoger? Hvorfor er forholdet mellem mor og datter så anstrengt? Og meget mere mellem linjerne.

Derudover er der også et gennemgående meta-lag, da der bliver indspillet en film i filmen, men ellers er det hele en lang undskyldning, for at se mennesker interagere, i ofte meget trivielle hverdagssituationer. Derfor kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at filmen har fået aldersgrænsen ’tilladt for alle’.

Koreeda har som instruktør altid fremstået som værende dybt fascineret af, hvad der foregår mellem mennesker, og hvordan de kommunikerer og ikke kommunikerer med hinanden – og det har et skifte til det franske sprog ikke ændret på. Filmen er uden tvivl mest interessant, i de stilfærdige scener mellem mennesker, hvor fokus er på alt det vi siger til hinanden bevidst som ubevidst. Jeg kommer heller aldrig til at blive træt af at se Juliette Binoche, ligesom Catherine Deneuve spiller den afdankede og selvoptaget skuespillerinde, der altid har en cigaret i hånden, til perfektion.

Den store ulempe ved denne tilgang til at lave film, uanset om det er vellavet, eller om det er med virkelig dygtige skuespillere, så er der stadig en meget stor risiko for, at det hele ender med at handle om ingenting. Filmen balancerer sig derfor hele tiden på en knivsæg mellem, ”bare” at være nærmest en dokumentar i menneskelig adfærd og, at udforske det underliggende tema om forholdet mellem karriere og familie.

Det kan godt være, at filmen ikke er på japansk, men der er stadig ingen tvivl om, at det er en ægte Koreeda-film. Sandheden er nemlig en film som jeg sad fordybet og så, men grundet det langsomme fortælletempo og afdæmpede plot, er den nok svær at anbefale til alle. Er man dog interesseret i mennesker, og finder den nærmest dokumentariske stil dybt fascinerende, er der stadig ikke mange, der kan portrættere mennesket som et socialt væsen, så klarsynet som Koreeda.