Nærværet i bearbejdelse af døden
Sommerbogen er noget så klassisk som en coming-of-age historie i varme omgivelser. Baseret på Tove Janssons roman af samme navn, følger vi den unge Sophia, der tilbringer ferien sammen med hendes far og bedstemor i deres sommerhus. Det er tydeligt, at familien holder af hinanden, men alt er ikke fryd og gammen. De kæmper alle, på hver deres måde, med at håndtere sorgen efter morens død, alt imens de forsøger at genskabe en form for normalitet igen.
En serie af vignetter
Det er en film, der blev optaget under skuespillerstrejken, og selvom det ikke kan ses i den endelige produktion, peger den alligevel tilbage mod en simplere tid. For ikke nok med, at det både ligner og er en konventionel fortælling, så er det også et forsøg på at genfinde den tænksomhed, der engang var plads til i biografen.
Historien kan bedst beskrives som en række vignetter, der tilsammen udgør en formativ sommer for Sophia, der midt i de farverige og naturskønne omgivelser, bliver nødt til at blive voksen. Instruktør Charlie McDowell og manuskriptforfatter Robert Jones har tydeligvis gerne ville være tro mod forlægget, men det har resulteret i en film, som til tider kan føles lidt fragmenteret.
Skuespillerne i centrum
Meget forbliver usagt, og en næsten uoverkommelig byrde bliver placeret på den unge skuespiller Emily Matthews, hvis øjne vi ser verden gennem. Til trods for det meget melankolske og afdæmpet fortælletempo, lykkes det alligevel næsten at få filmen til at fungere takket være ensemblet.
Anders Danielsen Lie som faren, forbliver en ofte meget stoisk skikkelse i baggrunden, men det er Glenn Close, der virkelig får vist sig frem. Close er dygtig til at spille gammel, og til tider sidder man tilbage med et indtryk af, at havde hun ikke boltret sig så meget, havde det været en langt mere langtrukken film at sidde igennem.
Sommerbogen er klassisk, karakterdrevet filmskabelse. Al fokus er på karakterernes følelsesliv, de mange sanselige indtryk og det nærvær, der former os som mennesker, også når døden tager dem fra os. Filmen kan til tider godt blive lidt lang i spyttet, og ærbødigheden for romanen gør også, at man aldrig bliver overrasket.
Derfor ender Glenn Closes gode præstation også med at stå tilbage som symbolet på en ujævn oplevelse. Close er noget nær eminent som bedstemoren, men det, at det er hendes og ikke Sophias historie, man finder mest mindeværdig, er også et tegn på, at ikke alle aspekter går op i en højere enhed.
