Endelig en god satire

Stalins død, er en politisk satire om det efterspil, der fandt sted som følge af netop Josef Stalins død i 1953. Selvom der udadtil har hersket konsensus i kommunistpartiets top, så går der ikke længe inden magtkampen kommer op til overfladen. Det lyder måske ikke ligefrem sjovt, for der er selvfølgelig ikke meget at grine af, når det kommer til det det hemmelige politi, Stalins dødsliste, eller mishandlingen af lokalbefolkningen. Hvad der dog er utrolig grinagtigt er, hvordan en gruppe ynkelige mænd kæmper et patetisk politisk spil med hinanden. Armando Ianucci forsøger altså ikke at lægge skjul på rædslerne begået af det totalitære styre, men i stedet at se det sjove i situationen ved at underminere hele styret og vise, hvor latterlige mændene med magt egentlig er.

Sjov satire
Tonen er meget i stil med Armando Iannuccis “The Thick of it” og “Veep”, her er skuespillerne bare bedre. Særligt Steve Buscemi som det rationelle medlem af topledelsen og en energisk Michael Palin, som medløberen over dem alle. En ting, der dog virkelig stikker ud er, at alle taler engelsk. Her mener jeg ikke bare sproget, men at de taler distraherende meget britisk engelsk. Det kan godt være, at Iannucci ikke bryder sig om, at skuespillerne taler gebrokkent engelsk, men kunne de i det mindste ikke have mindsket antallet af dialekter?

Hvad angår indholdet, så er det heldigvis en film, der i sidste ende gør mere end blot at underholde. Der er en åbenlys skurk i stykket, Beria, og det er tankevækkende, hvordan hans åbenlyse ondskab skygger for de andres lige så rædselsfulde magtliderlighed til en sådan grad, at de næsten fremstår som helte, bare fordi de er bedre til at skjule deres psykopatiske tendenser end han er.

Der er desværre meget tv-serie æstetik over begivenhederne. Dette kan ikke blot ses i den meget rappe dialog, men også i det ikke synderlig interessante billedsprog, der ikke gør meget for at skabe en stor filmisk oplevelse.

Nu er det dog tre måneder siden jeg så filmen første gang. Der er sket meget i den tid, og jeg må også erkende, at med henblik på den politiske situation, både herhjemme og i udlandet, så tror jeg aldrig nogensinde filmen har været mere aktuel, til trods for, at det er et periodedrama. Men andre ord, så holder filmen stadigvæk, og kan klart anbefales.