En eventyrlig hyldest til Super Mario og Nintendo
Med Super Mario Galaxy Filmen følger vi igen Mario og Luigi, der er flyttet til Svamperiget. Et mystisk nødråb fra en Luma sender imidlertid Prinsesse Peach afsted på en redningsmission og sammen med de to brødre tager de afsted på et nyt intergalatisk eventyr, fuld af velkendte og nye ansigter.
Hvis det lyder bekendt, er det ikke overraskende. Filmen læner sig meget op ad historien fra etteren, og selvom det skal forstås på både godt og ondt, er det overordnet set en bedre oplevelse.
© Nintendo and Universal Studios
Minder mere om et klassisk eventyr
Den største positive forandring er, at de konstante montager med gamle popsange, er stort set væk. I stedet for de mange musikalske needle drops, er denne gang tale om et mere klassisk soundtrack, som man kender det fra moderne hollywoodfilm, krydret med de velkendte temaer fra Marios mange spil gennem nu fire årtier.
Musikken er helt klart den største forbedring, og vækker nostalgisk genklang, også selvom det er stadig ærgerligt, at der ikke er tid til at høre nogle af temaerne i længere versioner, da der ganske enkelt ikke er tid til det, grundet det hæsblæsende tempo.
At 2025 var 40 årsjubilæet for det første Mario-spil, har også resulteret i et overbefolket ensemble. For her er der ikke bare tale om en fejring af Marios mange spil og karakterer, men også Nintendo som helhed hyldes.
© Nintendo and Universal Studios
For hæsblæsende et tempo
Og med det, bevæger vi os også over i det, som ikke fungerer helt så godt i filmen. For ligesom i den første er der bare ikke tid til særlig meget, der kan binde et sammenhængende plot.
Vi springer stadig fra den ene actionsekvens til den næste, uden den helt store indre logik. Der skal bare underholdes for alle pengene, og mantraet er tydeligvis, at det kan man ikke, hvis karaktererne sidder stille og taler sammen, så billedet er i konstant bevægelse. Det er sikkert meget stimulerende for de mindste, men en smule overbelastende for de voksne, og havde filmen været meget længere end 98 minutter, ville det også have været i overkanten.
Når jeg så skriver, at oplevelsen alligevel fungerer bedre som helhed, skyldes det, at vi nu har fået etableret Illuminations versioner af Mario og co. Vi behøver ikke længere bekymre os, hvordan Bowser eller Peach adskiller sig fra videospillene. Der skiltes tydeligt med, at man køber billet til en rutsjebane, og så er det bare om at hægte sig på og nyde filmen for, hvad den er.
For Super Mario Galaxy Filmen er underholdende, men ikke så meget mere end det. Du får smæk for skillingen, og der er ikke lige så mange malplacerede popnumre denne gang, men det er stadig en noget overstimulerende forlystelsespark man træder ind i.
Er man Nintendo-fan, har jeg ikke tal på, hvor mange cameos eller referencer til deres spiluniverser, man vil genkende undervejs, og det kan man altid hygge sig selv med, uanset hvor gammel eller ung man er.
