Når film kun bliver lavet for at sælge popkorn
Med film som I, Tonya og Cruella, ved instruktør Craig Gillespie, hvordan man skal balancere en kvindelig karakter, så det ikke bliver stereotypt, og det, for det meste, ikke behøver at blive fremhævet, om det er en kvinde eller en mand. Det er en karakter, og det er det. Dejligt.
I stedet bevæger denne Supergirl sig ud i antiheltens klichéer, der står i kø, altså indtil de ikke gør længere, og den amerikanske morallære, som altid har klistret sig til franchisen med det store S på brystet, sniger sig ind og åbner æsken, hvor Supermans etiske kompas, med de kernesunde værdier fra en barndom i Kansas, igen skal forsøge at opdrage sit åbenbart intelligensfattige publikum.
Supergirl eller Kara Zor-El, som hun hedder, er ikke teenager længere, men i modsætning til dydsmønsteret Clark Kent har hun på ingen måde samme trygge ballast. Hun blev født otte år efter, at Kryptons kerne blev ustabil, og planeten eksploderede. Her boede hun i Argo City, som på grund af et skjold blev reddet. Men noget i jorden, kryptonit, forgiftede de overlevende, og ligesom sin fætter blev hun sendt mod Jorden.
Hvorfor hele familien ikke tog af sted i tide, skal der ikke spekuleres i. I det hele taget skal der ikke tænkes meget over tingene i den del af DC-universet. Det skrives og modelleres alt efter, hvad der passer til historien på det givne tidspunkt. Det kan altid laves om senere. Så når det kommer til superheltefilm, er alt som det plejer.
Man går i biografen for at se Supergirl på grund af action, popkorn og for at slukke hjernen i 108 minutter. På den måde er det meget nemt at sige, at Supergirl leverer det, den skal.
En superhelt, en pige og en dusørjæger
Supergirl har i modsætning til Superman set en hel by visne og dø, og det har naturligvis sat sig spor. Det eneste, hun har tilbage, er en hund, og i bedste John Wick-stil er der ingen, der skal gøre noget ved den hund. At en hel familie dør, ja det er da lidt øv, men den hund der, den er altså vigtig.
For at hive antihelten ud af sit dagdrikkeri sørger man for, at hun møder pigen Ruthye Marye Knoll, der er på jagt efter, lad os kalde ham piraten, Krem, som har slået hendes familie ihjel.
Men altså, det er kun på grund af hunden, at Supergirl gider hjælpe.
For at det ikke bliver alt for alvorligt, kommer Lobo kørende ind og ud af scenerne med en lille kæk bemærkning, men han har som sådan ikke noget med hovedplottet at gøre. Faktisk har han ingen funktion eller påvirkning på noget som helst. Men nogen må syntes, at det er fedt at se Jason Momoa ryge cigar og opfører sig som var han på sættet af Pirates of the Caribbean.
Hvad er planen?
Supergirl har ikke helt samme ironiske distance som forløberen, Superman, men kiler sig passende ind i det samme univers, med sin egen stemme. Historiens opbygning er klassisk fortalt, og der er intet setup, der ikke får sit eget payoff. Det havde været en glimrende tegneserie, men som en del af et nyt cinematisk univers er der ikke meget at komme efter.
Skurken er meget ond og skurkeagtig,
Skurken er meget skurk, men ingen ved hvorfor. Helten skal lære at være helt, klassisk og forventet. Hunden er et billede på vores hovedperson selv, og Superman er stadig verdens kedeligste mand.
