En leg med formater, der virker
Jeg har noget med ænder
På Foyerscenen i det altid parate Aveny-T står en enkelt stol og et lærred, der fylder hele bagvæggen. Det er det, og det er mere end rigeligt.
Nogen vil sikkert mene, at et besøg i teatret skal have så lidt med film og video at gøre som muligt, men den bevægelsesleg, der er mellem Henriette Laursen og kameraet, som bliver til karakterens fortids point of view, er gennemtænkt og gennemarbejdet, samtidig med, at det, når forestillingen er slut, giver et ekstra lag til, hvorfor der skal spilles med og op til en allerede optaget karakter spillet af Princess Donnough.
Henriette Laursen fortæller en kærlighedshistorie til publikum. Det er en monolog fortalt både til os i salen, mens hun også taler direkte til kvinden, som hendes karakter blev forelsket i.
Hele forestillingen foregår på engelsk, hvilket har den naturlige forklaring, at værket er blevet til og optaget i Storbritannien, hvor Henriette også er uddannet.
Det er stand-up, det er en performance, det er en monolog, det er interaktiv interaktion, det er scenekunst med et stort hjerte og en leg med formater, der alt sammen med humor holder om os og lukker os ind i en smittende kærlighedshistorie for derefter at flytte fokus til en nødvendig samtale, der både gælder for Storbritannien og i høj grad også vores egen lille andedam.
En dag fortæller jeg en kærlighedshistorie
Princess Donnough, som vi kun møder gennem kameraet, formår at blive en helstøbt karakter og ikke bare et teknisk redskab, man kan tale om og med. Det på trods af, at den tekniske filmproduktion ser ud til at have haft trange økonomiske kår.
Visuelt er kameraet alt andet end cinematisk, hvilket kun er med til at fremme en følelse af realisme, men den optagede dialog lyder ofte som om, det kun er kameramikrofonen, der har været til rådighed, hvilket, som den slags altid gør, efterlader lydsporet med mere atmosfære end egentlig brugbar dialog. Heldigvis er helheden i forestillingen så gennemarbejdet, at det nok er de færreste, der lader det hive dem ud af illusionen.
Du kyssede mig ikke godnat
Den dramaturgiske opbygning er lige til og sørger for, at forestillingen bliver på sporet, samtidig med, at problematikken langsomt ruller ind i hverdagen, til den kulminerer og efterlader sit publikum på et oplagt sted at sige farvel, så forestillingen ikke definitivt behøver at komme med en konklusion, men viser os et åbent sår. Ingen kan svare os på, om såret kommer til at hele, og hvilket ar det kommer til at efterlade.
Det er både forestillingens store styrke, men også svaghed, at næsten al handling har parret som omdrejningspunkt. Der er ikke brug for mere, men spørgsmål om familierelationer, vennekreds og arbejde stiller sig langsomt i kø. Alt sammen relationer med direkte indvirkning på forestillingens egentlige problematik.
Swipe, Life & Gate Number 5 er en vedkommende forestilling, der lukker sit publikum ind i alt det, en romantisk fortælling skal kunne, samtidig med, at der er mere på spil end blot at få en hverdag til at fungere.
Swipe, Life and Gate Number 5 spiller fra 19. august til 23. august. 2026. Aveny-T. Foyerscenen.
Varighed: 60 minutter. Spilles på Engelsk.
Medvirkende: Henriette Laursen, Princess Donnough. Iscenesættelse: Rasheka Christie-Carter. Videograf: Vincent Rosec. Movement Director: Line Guld Hedegaard. Lysdesign: Morten Hembo.
