Episk kærlighedsdrama indtager Tivoli
Kommenteret af Bo Dalum
Når det uvisse kalder
Da Tivoli i august 1843 første gang åbnede dørene, var August Bournonvilles version af balletten Sylfiden allerede 7 år gammel, og bliver i dag betragtet og beskrevet som en af verdens ældste balletter.
I denne sæson kan du på udvalgte dage opleve Sylfiden på Pantomimeteatret, iscenesat af balletchef Bo Bendixen, selvfølgelig efter August Bournonvilles koreografi.
Handlingen foregår i Skotland, hvor James skal giftes med Effy. Men en sylfide drejer James’ hoved og lokker ham med ud i skoven. Samtidig forudser en spåkone, at Effy bliver gift med en helt anden, nemlig med rivalen Gurn. Det kan James ikke holde ud, og han bortviser spåkonen, som forbander ham.
Hævnen kommer i form af et forgiftet slør, og i bedste eventyrstil er moralen ikke til at tage fejl af.

Alle kan være med
Der er godt med underholdning i haven, hvor både Tivolirevyen og et udvalg af balletforestillinger opføres på Pantomimeteatret. Tidligere har Kulturbunken også skrevet om balletten Fyrtøjet, der ligesom Sylfiden kan opleves på udvalgte datoer frem til 22. august.
Denne genopsætning af Sylfiden er dejligt tilgængelig i sin oprindelige koreografi, hvor både unge og ældre kan følge med i handlingen, der aldrig bliver gemt væk eller glemt i et forsøg på at opdatere eller finde et nyt fokus i en forestilling, der allerede har alt det, en ballet i Tivoli skal have.

Ballettens tiltrækningskraft
Sylfiden er en central del af dansk kulturhistorie, og det er vigtigt, at netop et sted som Tivoli kan og vil være med til at formidle den historie.
Det er muligt, at mange af havens gæster ser på tilbuddene med forlystelsesparkbrillerne på, men de gange jeg har sat mig foran Pantomimeteatret, er ballettens tiltrækningskraft ikke til at tage fejl af, når man efterfølgende ser, hvor mange der fik en oplevelse, de ikke selv gik og vidste, at de manglede.

Sylfiden spiller fra den 20. juni og efterfølgende på udvalgte dage til og med den 22. august. 2026.
Pantomimeteatret. Tivoli.
Varighed: 40 minutter.
Medvirkende: Allan Clausen, Allan Nielsen, Anatole Blaineau, Angelina Matvienko, Anna Zavalloni, Anthea van der Ham, Antoniomanuel Calvanese, Carl Anton Rise Jacobsen, Claire Gillard Lestan, Claudia Fernández-Montes Quintas, Elio Villa, Laurie Guldmann, Lilou Coulaud, Maïa Gastal, Maxime le Gal, Robert Thomsen, Tommy Edvardsen, Tori Cooper, Vincent Vernal. Koreografi: August Bournonville. Musik af: Herman Severin Løvenskiold. Bearbejdelse og iscenesættelse: Peter Bo Bendixen. Assisteret af: Tori Cooper. Company Manager. Sarah-Sofie Juellund. Kostumier & Skræddersalsleder. Kitt Houen. Teaterskrædder. Stine Rolfsen. Forestillingsleder. Linda Lykke Tilgaard Rasmussen.