En mudret svanesang til den fredløse helt
I The Death of Robin Hood får vi en mørk genfortolkning af den klassiske legende, hvor vi møder Robin Hoods i hans sidste dage. Her møder vi en aldrende og desillusioneret Robin Hood, der efter et voldsomt opgør bliver alvorligt såret, og ikke længere kan flygte fra konsekvenserne af et liv fuld af vold og kriminalitet. Da han tages ind på et kloster af en mystisk nonne, får han en uventet mulighed for at forsone sig med sin fortid, men spørgsmålet er, om han nogensinde kan opnå frelse, før hans dage er talte.
En træt afmytologisering
Det er tydeligt, at man har skelet markant mere til dystre svanesange som Logan og Unforgiven end til Errol Flynns kække grønne strømpebukser eller Disney frække ræv. Visuelt befinder vi os i et evigt gråvejr, fuld af mudder og ar efter de mange slag. Man er med andre ord aldrig i tvivl om, at den godhjertede tyveknægt ikke eksisterer i denne virkelighed.
Som kammerspil, er det en solid præmis at udforske mennesket i stedet for myten, og med så dygtige skuespillere som Hugh Jackman, Jodie Comer og Bill Skarsgård, fejler ensemblets evner intet. Man kan mærke, hvor udpint Robin er, med hvert eneste skridt han tager på denne jord. Han har ganske enkelt levet for længe, og det er nu kun ren viljestyrke, der har holdt ham kørende, mens generationer af hans ofre med jævne mellemrum forsøger at sætte ham ud af spillet for evigt. Alt dette er meget interessant på papiret, men desværre bliver filmens insisteren på at understrege og udpensle hans traumer hurtigt mere gendrivende end dyb.
Mysteriet der udebliver
Filmens omdrejningspunkt ender med at være dynamikken mellem den døende Robin og Søster Brigid, der tager ham i sit kloster, og tilbyder ham muligheden for soning. Her burde den følelsesmæssige kerne slå gnister, mens vi som publikum kunne spekulere på, om det mon lykkes for Robin at opnå en form for frelse, men den mulighed frarøver manuskriptet os. Mens vi bliver udsat for den ene samtale efter den anden, med slet skjulte religiøse overtoner, er der mere tale om overfladiske floskler, der skærer moralen ud i pap.
I stedet for en gribende og eftertænksom afsked med en ikonisk skikkelse, føles det mere som dygtige skuespillere, der fremfører teater i skoven. Så da vi når frem til konklusionen, er man mere end klar til at træde ud af biografsalen.
The Death of Robin Hood vil så utrolig gerne være en brutal og eftertænksom meditation over, de historier vi fortæller om os selv, for at give vores liv mening, men snubler desværre over sine egne ambitioner. Hugh Jackman få de mange vandreture i skoven til at fremstå intense, og hans samtaler med Jodie Comers Brigid, er der, hvor filmen er på sit højeste, men historien mangler den dramatiske nerve, fremdrift og dybde, til at retfærdiggøre sin melankolske tone.
Selvom det er forfriskende at se historien om Robin Hood, der efterhånden er blevet genfortalt mere end hvad godt er, fuldstændig blottet for romantik og heltedåd, ender denne version primært med at dræne dig for energi uden for alvor at give noget igen.
