That is all
Der er gået 20 år, og New Yorks skyline har ændret sig en del, men heldigvis er Radio Man stadig med som baggrundsstatist, når der optages i byen, og det er ikke det eneste, der er ved det gamle.
Stockholmsyndromet lever i bedste velgående, når det kommer til alle i Miranda Priestlys omgangskreds. Faktisk er det så stort et problem for den svære toer, at man har valgt at flette det aktivt ind i et par replikker for at gøre opmærksom på, at produktionen godt selv er klar over det.
Hvordan laver man en film, der skal være underholdende og bidrage til den nuværende popkultur, samtidig med at karakteren er aldeles modbydelig?
Det var ikke svært i den første, men der var Miranda jo også modstanden, så hvad gør man for, at gentagelsen ikke bliver for stor. Ingenting. Man siger bare højt, at man er klar over det, og så ruller man videre.
Betyder det så, at The Devil Wears Prada 2 rammer helt forbi skiven? Nej, slet ikke.
Fans af romanen, den første film og den efterfølgende musical får i det store hele det, de gerne vil have. Mere af det samme.
Andrea er blevet journalist, ganske som den første film efterlod hende. Men i en verden, hvor AI kan erstatte alt, er det blevet tid til at spare, og så er det lige meget, hvor mange priser man vinder.
Men heldigvis for Andy, som hendes venner kalder hende, har det før så berømte modemagasin Runway brug for netop en dygtig journalist, da de står med en dårlig historie, der kan ødelægge det før så beundrede blad. Jeps, så kan vi godt rulle den røde løber ud og gøre klar til den store genforening.
Når djævlen har en HR-afdeling
Selvfølgelig tager man i biografen for at se Meryl Streep være den ondskabsfulde fiktionsversion af Anna Wintour, og der kommer heldigvis også en del verbale lussinger, men mange af dem bliver fanget i opløbet og falder mere eller mindre elegant til jorden. Måske af frygt for virkelighedens sarte sjæle, der hurtigt kan få en hvilken som helst film eller kunstner ned med nakken på det store, stygge internet.
Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at de mange meget hvide hovedrolleindehavere er blevet flankeret af et hav af assistenter, der opfylder alle kriterier, når det kommer til racebevidst og/eller kropspositiv casting. Det hele er meget poleret og grundigt produceret, så alle flueben kan sættes i alle de politisk rigtige kasser.
Hele produktionen er overforsigtig og alt andet end politisk ukorrekt. Selv de store plotpunkter bliver aldrig rigtig farlige, men et ekko fra fortiden gentaget med lidt omskrivningsfinesse.
You bet your size 6
The Devil Wears Prada 2 er som sin forgænger en dramakomedie, men hvor den første, som var en adaptation af en roman, havde noget oprigtigt på hjerte, definerede og afslørede modeverdenens arrogance og måske også ungdommens vilje til at blive trådt på for at få det haute couture, der måske bliver efterladt på gulvet, så har efterfølgeren ikke meget andet end nostalgi at byde på.
Det gør faktisk lidt ondt. Som kæmpe fan af den første film, som jeg har set flere gange end jeg kan tælle til, var begejstringen, mens The Devil Wears Prada 2 blev vist, stadig stor, og gensynet var glædeligt. Jeg morede mig glimrende, men langsomt kom ligegyldigheden snigende og satte sig fast. Det er ikke haute couture; det er metervare camoufleret af dygtige håndværkere.
