Flere tænder end logiske beslutninger
En originalt udseende, men langt mindre originalt fortalt dinosaurfilm, der kan fungere som letbenet sommerunderholdning, men som låner fra så mange genrer og idéer, at den ender med at føles både rodet og overraskende tom.
Instruktøren David Robert Mitchell er især kendt for sine genrefilm og fik sit store gennembrud med gyserfilmen It Follows. Denne gang tager han os tilbage i tiden – bogstaveligt talt – til 1982, hvor et amerikansk villakvarter pludselig får sit helt eget møde med Jurassic Park.
Tilbage til fortiden
En kosmisk hændelse river nemlig villavejen Oak Street fri af forstaden og flytter hele nabolaget til et ukendt sted. Husene på vejen står pludselig omgivet af en fremmed og livsfarlig verden, hvor forhistoriske væsner bevæger sig mellem haverne. Familiens eneste chance for at overleve er at holde sammen, mens de forsøger at forstå, hvad der er sket, og om der findes en vej hjem.
The End of Oak Street har en præmis, der næsten er for mærkelig til ikke at være underholdende. En almindelig familie kastes ud i en ekstraordinær overlevelseskamp, hvor dinosaurer pludselig bliver en del af hverdagen. Filmen går helhjertet ind i sin bizarre idé, og som letbenet sommerunderholdning er den da også til tider ganske effektiv.
Familiedrama med dinosaurer
Skuespillerne gør, hvad de kan, for at sælge både frygten, familiedramaet og de mange møder med fortidens kæmper. Anne Hathaway og Ewan McGregor virker måske ikke umiddelbart som det mest oplagte makkerpar, men de fungerer faktisk ganske fornuftigt sammen og formår at skabe en troværdig familiedynamik midt i al galskaben. At løbe skrigende fra en gigantisk CGI-dinosaur kræver trods alt også en vis portion fantasi.
Problemet er, at filmen vil utrolig meget på én gang. Familiedrama, et skrantende ægteskab, science fiction, overlevelse og dinosauraction blandes med elementer, der føles lånt fra adskillige andre film. Resultatet bliver mere rodet end originalt, og jo længere historien udvikler sig, desto mere kræver den, at man parkerer enhver form for logik.
Det gælder også dinosaurerne, der til tider synes at opføre sig præcis, som den enkelte actionsekvens kræver. Det ene øjeblik er de enorme og ustoppelige rovdyr, mens de det næste kan bevæge sig næsten lydløst eller bremses af forhindringer, der næppe burde volde dem de store problemer. Det gør det svært for filmen at opbygge reel suspense, fordi reglerne hele tiden synes at kunne ændres efter behov.
Til gengæld er dinosaurerne visuelt et friskt bekendtskab sammenlignet med mange af genrens mere traditionelle fortolkninger. Her er der gjort plads til både fjer og mere moderne bud på, hvordan de forhistoriske dyr kan have set ud. Men selv de ender ofte som redskaber for den næste actionsekvens frem for en egentlig del af en sammenhængende verden.
Tom underholdning
The End of Oak Street kan bedst opsummeres som et ulogisk og lettere halvtomt sommerblockbuster-rod. Der er flere tænder end logiske beslutninger, og selvom filmen konstant finder på nye måder at eskalere sin bizarre præmis på, efterlader den ikke meget, når rulleteksterne begynder.
Der er bestemt et publikum til The End of Oak Street. Vil man bare have ukompliceret sommerunderholdning, dinosaurer og en film, der ikke kræver det store af sin seer, kan den sagtens levere halvanden times adspredelse. Men under al larmen er der overraskende lidt at tage med sig bagefter.
