Et tankevækkende, men lidt for legesygt kammerspil
The Invite er på papiret et fornemt kammerspil. Mødet mellem et anstrengt ægtepar og deres larmende naboer, er noget nær den perfekte præmis for et lille teaterstykke på lærred, og dog efterlades man alligevel med en noget ambivalent følelse.
For nok har man samlet fire solide skuespillere, der hver har fået tildelt roller, der er som skræddersyet til deres individuelle styrker, men man savner alligevel noget mere kød på alle de replikker, der bliver langet over disken.
Skuespillerne stråler i de små øjeblikke
Seth Rogen er solid som den ynkelige Joe, der aldrig er kommet sig over sin mislykkede musikkarriere, og derfor svælger i selvmedlidenhed og ikke er bleg for et godt skænderi. Penelope Cruz gør det som altid og tilføjer tyngde og troværdighed til Piña, der vender rollen som udlænding til en styrke i enhver situation gennem elegance og en målrettethed, de tre amerikanerne slet ikke besidder.
Edward Norton er ikke overraskende overbevisende som den lidt for selvglade Hawk, der øser ud af overfladisk lommefilosofi, og Olivia Wilde har givet sig selv rollen som den forpinte Angela, der for alt i verden forsøger at holde på facaden, for ikke at blive konfronteret med, hvor dybt ulykkelig, hun reelt er.
Præmissen er frodig og fuld af saftige emner at hive fat i, men filmen er fanget mellem to stole, hvor den på den ene side er naturalistisk og hudløst ærlig, og lader kammerspillet komme til sin ret, men samtidig skinner Hollywood-produktionen også igennem, i form af en meget karikeret lydside, lidt for hjælpsom eksposition og en treaktsstruktur, der er så åbenlys, at det er lige før, man kan forudse krøllerne på vejen, inden de overhovedet er dukket op.
Når filmen er allerbedst, er det i de små øjeblikke, som når Joe og Angela mundhugges, mens Piña og Hawk ikke lader som om de er døve statister, men faktisk engagerer sig i konflikten og de mennesker, de står overfor. Pinlighederne bliver kun større og bedre, når karaktererne fremstår som mere end arketyper, og i perioder lykkes det at tegne et portræt af fire forvirrende mennesker, der kæmper med at kontrollere deres selvbillede og livshistorie.
Undergravet af præsentationen
Desværre varer den gode stemning ikke ved, fordi instruktør Olivia Wilde er om nogen en del af Hollywood, og det kommer til udtryk på den værst tænkelige måde.
Hvis det skal være en intens og rammende dekonstruktion af det moderne parforhold, hvorfor er musikken gennem det meste af filmen så høj, at den næsten overdøver replikkerne i et forsøg på at guide publikum mod ’de rette følelser’? Hvorfor bliver vi introduceret til Joe, mens han ugideligt underviser en musikklasse, så vi allerede er imod ham, inden filmen går rigtigt i gang? Og hvorfor skal slutningen binde så klassisk en sløjfe, at resten af historiens iver efter at bryde ud af formerne fuldstændig bliver undermineret.
Det er irriterende spørgsmål som disse, der hænger ved, og gør det svært virkelig at nyde The Invite, selvom der ellers er så meget andet at tage hatten af for.
Efter den noget mere broget Don’t Worry Darling, viser Olivia Wilde igen, hvorfor hun virkelig bragede ind på filmscenen med sin instruktørdebut Booksmart. Wilde tør gøre sine karakterer usympatiske og menneskelige, hvilket er noget af en mangelvare i dag, og alle hendes film emmer af en kærlighed til filmmediet og alle de sjove elementer, man kan hive op af værktøjskassen.
Det hele bliver måske lidt for legesygt til min smag, men der er til gengæld nok at tale om, efter man har tilbragt 100 minutter sammen med fire mennesker, der virkelig har brug for at kigge indad.
