This is not the way
A long time ago in a galaxy far, far away
Sådan forventer man, at en Star Wars-film begynder, men ikke denne gang, for Jon Favreau og Dave Filoni ved godt, hvor farligt det er, og hvad der forventes, hvis man havde gjort netop det.
Dette er en historie, der foregår i Star Wars-universet, og så taler vi ikke mere om det. Selv om de mange og efterhånden opslidende serier og nu filmen gør alt, hvad der er muligt og umuligt for at holde fanservicen ved lige, så vi stadig føler, at franchisen ikke er blevet drænet for den sidste magi.
Jeg mener selv at være en af de fans, der er forholdsvis nemme at gøre tilfredse. Jeg var stor fan af den første Mandalorian-sæson, selv om der var blevet opfundet en Gismo Yoda, der kunne lokke lidt flere seere til. Grogu var og er underholdende, men samtidig en lidt for billig gimmick. The Book of Boba Fett havde et par gode afsnit, det samme gælder for Obi-Wan Kenobi, Ahsoka og så er der de to sæsoner af Andor, som ikke kan sammenlignes med nogen af de serier jeg ellers lige har nævnt. Havde jeg glemt Skeleton Crew, ja det havde jeg.
Men her er vi så. Tilbage i biografen efter lidt over seks år for at genbesøge Star Wars-universet med The Mandalorian and Grogu, som jeg til det sidste havde håbet var en arbejdstitel.
John Wick på besøg i Gremlins 2: Det nye kuld
Jon Favreau og Dave Filoni er kloge nok til at holde filmen til en lukket historie uden at lægge op til en udredning af tidligere eller nyere lore og canon.
Det begynder godt og brutalt og føles som en western, som helt tilbage i første afsnit af The Mandalorian. Det kan sammenlignes en lille smule med den obligatoriske actionscene, som starter alle James Bond film. Det får vi også her, bare med John Wick i rustning med ”Gismo” på slæb.
Alt er som det plejer, stormtropperne kan ikke ramme noget som helst, og vores gunslinger rammer alt med første skud. Faktisk er det også pinligt nemt at nedkæmpe en AT-AT Walker. Det får Luke Skywalker til at ligne en spejderdreng, der famlede i sneen. Ja, hvorfor ikke blive ved med at lave en skævvridning på universet for at få det til at passe bedre til The Clone Wars og Rebels-animationsuniverset?
Det er Dave Filoni, der styrer skibet nu. Det er ikke til diskussion.
The Mandalorian and Grogu kunne sagtens have været et afsnit i en af animationsserierne. Det er samme stemning, samme opbygning af fortællingen eller mangel på samme, og samme behov for hele tiden at skabe nye karakterer, men samtidig insistere på, at de skal flettes ind i fortiden og Skywalker-sagaen.
Ja, det er da sjovt endelig at se en INT-4 Interceptor, jeg legede med som barn, blive brugt i universet, og det samme gælder for figuren Amanaman, som de fleste fra min generation har ladet hænge på væggen i BR.
Men når det sker samtidig med, at man vander hele franchisen ned, så den ender med at blive gentagelser camoufleret som traditioner, så taber man publikums fascination.
Langt hen ad vejen er The Mandalorian and Grogu charmerende og en ganske fin actionfilm, men en Star Wars-film er det ikke. Lige meget, hvad der står på plakaten.
The old protect the young, and then the young protect the old
Der bliver ikke brugt tid på karakterudvikling, de er, som de er, og sådan er det. Historien bliver bygget op omkring en pitch, som er meget enkel. Tidligere officerer fra Imperiet forsøger at holde fascismen i live, og den nye Republik bruger dusørjægere til at fange dem for at få fjernet de sidste rester af kejserens vanvid.
Det bliver til en noget-for-noget større aftale, som selvfølgelig går galt og bliver til hovedplottet og efterlader officererne, der i forvejen virker ufarlige og inkompetente, som de ligegyldige sidekarakterer, vi allerede synes, de er.
At filmens egentlige plot omhandler et par Hutt tvillinger som skyller Jabba the Hutts eftermæle ud med rancorbadevandet, da effekterne og designet har gjort Hutt familien til store snegle, nu også med en søn med muskler som Arnold Schwarzenegger. Ja, det er og ser lige så utroværdigt ud, som man overhovedet kan forestille sig.
Det havde måske lige kunnet gå under tåkrummeradaren, hvis det havde været et afsnit af The Clone Wars, men ikke i en IMAX-sal i det, man, selvom det er 70% CGI, kalder live-action.
Lyden er stor og bombastisk, men med et soundtrack komponeret af Ludwig Göransson, der, ud over kendingsmelodien, efterlader meget at ønske.
Tempoet virker ikke, plotlinjer falmer til fordel for unødvendige genbesøg på de samme lokationer, alt er blevet gjort ufarligt, og selv om filmen meget gerne vil have os til at tro, at nu er den for alvor helt gal, mon de dog klarer det, så mærker vi det ikke.
Som Star Wars-fan føler jeg mig talt ned til, og det er meget muligt, at universet slet ikke er til mig længere og skal overdrages til nye generationer, men kunne man så ikke gøre det med lidt værdighed og oprigtig fortælleglæde?
