Thor: Ragnarok

Kategori Biografen skrevet af - oktober 26, 2017
Thor: Ragnarok

Man bliver endnu engang charmeret af Marvels unikke univers

I den tredje film om Thor står hans hjem til at blive udslet af den frygtindgydende dødens gudinde Hela (Cate Blanchett), der har i sinde at udløse ragnarok, som er Asgårds undergang. Thor får dog svært ved at stoppe hende, da han bliver taget til fange i den anden ende af galaksen, og bliver tvunget til at kæmpe en gladiatorkamp mod hans ven, Hulk.

Visuelt betagende
Noget af det første man lægger mærke til er, at Thor: Ragnarok er en utrolig flot og farverig film. Selvom vi befinder os i et futuristisk science-fiction univers, så bliver der lånt en hel del fra 1980’ernes æstetik. Dette kan ikke bare ses i de farvestrålende kulisser, men også høres i musikken, der mere end et par gange gør brug af 80’ernes yndlingsinstrument synthesizeren.

Fokus har uden tvivl været på at skabe en iøjnefaldende og fængslende oplevelse. Og man kan ikke andet end at konstatere, at det nok en gang er lykkedes for Marvel at gøre filmen visuelt pirrende, både i de stille og larmende sekvenser. Der er vilde computergenerede verdener, ekstravagante actionsekvenser, og en hel del humor – og så har du meget kortfattet opskriften på, hvorfor filmen er så tiltalende.

Denne opskrift som bliver fulgt i alle Marvels film har dog en slagside. For dette er ikke blot den tredje Thor-film, men også den 17. film i Marvels cinematiske univers. Grunden til, at jeg bringer dette på banen er, at på mange måder føles det mere som et nyt kapitel i en kæmpe Marvelserie, end det gør som en afrunding på en klar trilogi om Tordenguden. Det skal samtidig nævnes, at denne føles er årsagen til, at folk er så tiltrukket af dette univers, men man skal samtidig heller ikke forvente, at ”sagaen om Thor” får en tilfredsstillende og definitiv afslutning. Det er i hvert fald svært at se en klar karakterudvikling på tværs af hans film.

Lidt for humoristisk
Chris Hemsworth ser dog ud til at nyde og spille hovedrollen mere end nogensinde før. Der er skåret en hel del ned på de Shakespearske allegorier til fordel for en vedvarende komisk grundtone, hvor næsten alle scener, dramatiske som humoristiske, bliver punkteret af pudsige indfald eller en joke fra sidelinjen. Bedst fungerer dette i samspillet mellem Thor og Hulk. De er begge ikke den skarpeste kniv i skuffen, og derfor er det virkelig sjovt at se dem konkurrere med hinanden. Humoren er dog meget overfladisk, og med undtagelse af et virkelig sjovt teaterstykke i starten af filmen, så tror jeg ikke, at jeg for alvor grinte højlydt. Til gengæld så underminerer tonen fuldstændig alle de dramatiske øjeblikke.

I nogle af Marvels andre film, såsom Guardians of the Galaxy gør det ikke spor, da der ikke er nogen inderligt bevægende scener. Her har vi dog den temmelig stormfuld historie om ragnarok, hvor dødens gudinde vender tilbage. Cate Blanchett er fantastisk teatralsk som skurken, og Taika Waititi kan sagtens finde ud af at orkestrere bevægende scener, men hver eneste gang det er lige ved at blive rørende, så kommer der en joke snigende og punkterer scenen.

Kører den ind på charmen
Nu kan det måske lyde som om jeg ikke kan lide filmen, men det er slet ikke tilfældet. Den er gennemgående underholdende, og man er aldrig nogensinde i nærheden af at kede sig, men for hver eneste finurlighed, så er der en forspildt chance. Jeff Goldblum er en fornøjelse at se, og gør selv de mest stereotype scener frydefulde som kun han kan og Mark Ruffalo gør monsteret Hulk til en skikkelse man kan have empati for, men på den anden side, er Tessa Thompson som filmens kvindelige hovedrolle til gengæld blottet for personlighed og tilstedeværelse, ligesom Tom Hiddleston virker underligt udmattet gennem hele filmen. På samme måde, er det hele én stor visuelle nydelse, men det er så overvældende, at man samtidig kan have svært ved at rumme det hele, ligesom actionsekvenserne er fantastiske, men der er så mange af dem, at man ikke får tid til at værdsætte dem enkeltvis.

Som helhed slipper Thor: Ragnarok dog af sted med sine skønhedsfejl, fordi den er gennemgående charmende. Historien hænger teknisk set måske ikke sammen, men hele spektaklet er så underholdende, at de fleste nok ikke engang vil skænke det en tanke. Hemsworth er så stor en fornøjelse, at man næsten selv bliver grebet af hans barnlige entusiasme og lever sig ind i universet. For mit vedkommende, tror jeg dog næsten grænsen er nået for hvor lidt man kan blive spist af med, hvad angår dybde i historien, men til det popcornelskende publikum, der nyder alle disse film, har jeg ikke svært ved at anbefale den.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her