Jafar Panahis It Was Just an Accident har allerede vundet Guldpalmen i Cannes før premieren på TIFF, og det er til at forstå.
Filmen følger den tidligere politiske fange Vahid, der efter et tilfældigt møde føler sig overbevist om, at han har mødt den mand, der torturerede ham i fængslet. Drevet af de mange års vrede tager han en forhastet beslutning og hævnen i egen hånd. Men som tiden skrider frem, begynde han at tvivle, for hvordan kan han vide, at han har fat i den rigtige, når han kun har hørt hans stemme.
Man har set handlingen mange gange før. Hvad en det er syrisk flygtning, der jagter sin torturbødel i Skyggejagt eller en holocaustoverlevende i Remember, det jagter sin bøddel, så stiller de alle det samme spørgsmål, hvor langt er du villig til at gå for at opnå retfærdighed?
Så selve plottet er ikke noget særligt, men det er måden Jafar Panahi fortæller det på. For den dystre handling bliver præsenteret på en humoristisk facon, som jeg ikke kan erindre at have set før.
Hvis man ser det fra den vinkel, er der ikke svært at se komikken i en gruppe mennesker, som kaster sig ud i noget, de slet ikke kan finde ud af. I dette tilfælde er det så hævn og spørgsmålet om, hvor voldelig den skal komme til udtryk. En virkelig, der kun gør historien mere og mere absurd, efterhånden som handlingen skrider frem.
Filmen rummer også en næsten uhørt direkte kritik af det iranske regime. Normalt prøver iranske filmskabere at sno sig uden om de mange restriktioner og den strenge censur, styret pålægger film, men Jafar Panahi har tydeligvis været fløjtende ligeglad. Så torturbødlen bliver beskrevet i direkte forlængelse af det islamiske styre, revolutionsgarden og den tilhørende historie.
De flere benspænd har også skabt grobunden for et meget iranske udtryk. Med et større persongalleri, der alle skal adskille sig fra hinanden, er det som at være på ekskursion med min temperamentsfulde iranske familie, bare ikke hvor vi skal afgøre, om en mand skal leve eller dø.
Hvor Jafar Panahi måske kommer til kort, er slutningen. Efterhånden som vi nærmer os en konklusion, står det hurtigt klart, at der ikke er en. Sådan er det ofte med de ar, vi har fået af livet, men når resten af præsentationen er så overlagt og begavet, er det lidt af en maveplasker, at vi ikke får den sidste mavepuster, inden vi går ud af biografen.
