En musikalsk kraftpræstation

What’s love but a second-hand emotion?
Når det kommer til jukeboxmusicals, skal der være plads til genkendelige ørehængere, og så må det ikke blive alt for tungt og krævende i sit helhedsbillede. Men når det samtidig er en biografisk fortælling, kan man ikke tillade sig at skøjte ind over alt, som gjorde Anna Mae Bullock til Tina Turner.

For det er ikke så lidt modgang, pigen fra Tennessee gik igennem, for til sidst at blive kaldt dronningen af rock’n’roll.

Det er nok for mange ikke en nyhed. Først kom bogen I, Tina i 1986, efterfulgt af filmen What’s Love Got To Do With It i 1993. En film, som lagde sig i en lang række af filmatiseringer, der fortæller om alt andet end en rockstjernes glamourøse liv.

Bogen, som blev til filmen, blev i 2018 til musicalen Tina, som ud fra samme skabelon følger hendes liv og modgang. Nu er der kommet en dansk opsætning, og den er aldeles vellykket.

Når man ser på helheden, så er den faktisk mere end vellykket. Den er storslået.

Det er ikke nogen nem opgave at balancere en barsk og sandfærdig biografisk livshistorie og samtidig tilføje den føromtalte jukeboxstemning, så publikum ikke sidder og får dårlig samvittighed over et glædeligt genhør, samtidig med at hovedpersonen får bank.

Det lykkes langt hen ad vejen at fastholde den nødvendige seriøsitet, samtidig med at der er plads til at glædes over den musik, som publikum egentlig er kommet for at opleve.

Det er fortællingen, der er det styrende element, mens sangene finder deres naturlige plads i næsten korrekt diskografisk rækkefølge, så årstal og musikudgivelser kan følges ad i løbet af de fire årtier. Vi følger med i sangerindens kamp for først at overleve, så at stå på egne ben, for til sidst at få en branche, der på det tidspunkt havde mere travlt med alder og hudfarve, til at udgive hendes musik i det hele taget.

And I wonder when we are ever gonna change
Iris er guld værd. Det kan ikke siges anderledes.

Iris Gold er et næsten magisk valg, når det kommer til at synge sangene, men også til at imitere de ikoniske bevægelser, som er synonyme med navnet og parykken.

Det kan da godt være, at der er en stejl indlæringskurve, når det kommer til selve skuespillet, og ikke alle ting er faldet på plads. Men mig bekendt er det første gang, at hun står på en scene som skuespiller, og så synes jeg ærligt talt ikke, at man kan forlange mere af et menneske.

Jeg blev blæst bagover af det portræt, hun i samarbejde med instruktør Martin Lyngbo og koreograf Toniah Pedersen har skabt.

Netop koreograf Toniah Pedersen skal i det hele taget have kæmpe ros for, ikke bare det åbenlyse, som er stilstudiet i Tina Turners bevægelser og hvordan de udviklede sig gennem årene. Heller ikke de klassiske dansetrin under de musikalske opførelser, som sidder lige i skabet, men den koreografi, der er lavet til den ubehagelige, men nødvendige del af historien. Nemlig volden.

Ja, det er i et vigtigt samarbejde med lys og lyd, men den måde bevægelserne får tiden til næsten at stoppe på, giver forestillingen dybde, nuancer og styrke i sit visuelle sprog, som netop løfter helheden væk fra jukeboxen i de sekunder.

Det skader bestemt heller ikke, at man har Luc Boris André Kouadio med i den koreografi. Jeg har sagt det før, og jeg gør det gerne igen. Den mand kan bevæge sig som ingen andre i Danmark.

Benjamin La Cour er det sikre valg, men er måske for en gangs skyld gået lidt for langt med den digitale del af scenografien.

Skærmene kan hæves og sænkes, og i hjørnerne gemmer der sig rum, som kan skiftes ud alt efter om vi er i et studie, på et hotel eller i et lille fattigt hus i Tennessee.

Men det er skærmene, der dækker både rammen, men også hele baggrunden, der er altdominerende hele forestillingen igennem. Det er effektivt og fantastisk flot, især under sangene, som kan blive helt cinematiske, men som værktøj til at understøtte fortællingen bliver det hurtigt lige lovligt magisk realisme og sender helheden i en meget anderledes retning end, hvad resten af forestillingen signalerer.

Jeg tror ikke, man behøver være så bange for statiske ting og billeder. Alt behøver ikke at bevæge sig, bare fordi det kan.

Big wheel keep on turnin
Det er, som tidligere skrevet, Iris Gold, der bærer forestillingen på sine skuldre, og de andre medvirkende, som skal løfte og støtte. Luc Boris André Kouadio bliver aldrig rigtig uhyggelig, som Ike Turner, mere sørgelig, og jeg mangler lidt følelsen af den utilregnelighed, som var hele essensen af det ubehagelige og dybt manipulerende menneske.

Når det kommer til scenekunst, kan man kun skabe det, man får tilbage, og her peger pilen måske på en fremdrift og rytme, som har alt for travlt. Især i første akt er det næsten umuligt at mærke dybden og de mange lag, men nu er det også en musical, og vi er tilbage til kunsten at skulle balancere mellem publikums forventninger og den biografiske virkelighed.

Der er mange medvirkende på scenegulvet, da historien kræver det, og det betyder også, at det langt fra er alle karakterer, der bliver lige dybe. Men det lykkes i det store hele at skabe flere personer, man holder af, også personer, man bliver ekstremt frustreret over, hvilket er meningen, og derfor kan de mange i flok holde vores hovedperson oppe uden, at vi stiller alt for mange uddybende spørgsmål.

Musikken, som er grunden til, at vi er i salen i det hele taget, er vidunderligt udført med kapelmester Mikkel Gomard som kaptajn, og ja, jeg er overbevist om, at der er meget forudindspillet, samplet og tilføjede effekter i lydbilledet. Det er næsten umuligt for fem musikere at fylde og lyde af så meget, men det er vidunderligt, og jeg savner dem fysisk på scenen.

Der er selvfølgelig scener, hvor bandet ses aktivt, når det passer i handlingen, men når nu det er en musical, der faktisk handler om en musiker, behøver man ikke skjule forestillingens egentlige helte, man burde placere dem i lyset nærmest permanent.

Det er derfor en udsøgt fornøjelse at opleve det øjeblik, hvor man tror, at forestillingen er slut, men så slår det over i en lille mini koncert med to numre, hvor bandet og Iris kan folde sig helt ud til fingerspidserne. Sikke et øjeblik. Sikke en oplevelse.

Dansk musical tog i de minutter et nyt skridt længere op ad den internationale skala.

Tina – The Tina Turner Musical er et sikkert hit, hvis du vil have en musical med mere på spil og mere fortælling end gennemsnittet, men samtidig gerne vil genopleve et imponerende og svingende bagkatalog, overvældende fremført af dygtige musikere og en Iris Gold i verdensklasse.

Tina – The Tina Turner Musical spiller fra den 27. august til 27. september. Falkonersalen.

Forestillingen tager derefter på Turné til Aarhus, Vejle, Odense, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg, Randers og Holstebro.

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter. Inkl. pause.

Medvirkende: Iris Gold. Luc Boris André Kouadio. Jasmin Dahl. Karen Mukupa. Donna Cadogan. Jasmin Gordon, Malou Takibo, Marie Mourier, Maja Glenber, James Sampson, Lukas Toya. Instruktør: Martin Lyngbo. Koreograf: Toniah Pedersen. Manuskript: Katori Hall i samarbejde med Frank Ketelaar og Kees Prins. Scenograf: Benjamin La Cour. Kreativ Executive Producent: Thomas Langkjær. Producent: Lion Musicals.