Et musicalsk show med Jens Jacob Tychsen
![]()
Det er ikke sommerens Pyrus
Hr. Edward Weyse fra serien Badehotellet står foran os denne aften i Glassalen, men det er jo ikke Hr. Weyse, det er Jens Jacob Tychsen – men det er Hr. Weyse – og den leg fortsætter hele aftenen med fuldt overlæg, og det virker.
Lige så krukket, som den kongelige skuespiller, der holder sommerferie på Badehotellet, er, lige så charmerende er skuespilleren Jens Jacob Tychsen, der bor inde i den folkekære karakter. Eller er det omvendt?
Lige meget hvem personen med hatten er, så er Toner fra Badehotellet en blanding af one-man show, koncert, foredrag, farvittigheder og uheldige tryllerier, der med en karismatisk personlighed imponerer med en forestilling, der er skræddersyet til at underholde fans af serien.
Det er ikke uden selvindsigt og frygt for at blive, som han selv nævner i forestillingen, sommerens Pyrus, men muligheden er for god til at lade passere, og Toner fra Badehotellet føles heldigvis heller ikke som en nedvanding eller udnyttelse af en succes. Forestillingen er vanvittigt underholdende.

Tak for sommerhuset
Meget af indholdet er skrevet med en bestemt generation i tankerne og rammer derfor også plet, hvis du er på den anden side af 60 år. Samtidig er der dog tilpas meget ironi og selvparodi til, at et yngre publikum sagtens kan være med og få en god aften.
The Seaside Swing Orchestra sidder klar til de musikalske indslag, og så går turen ned ad mindernes allé med sange, som Hr. Weyse har underholdt med ved klaveret i de lune sommeraftener på badehotellet.
Enkelte gange druknede vokalen måske lige lovligt meget i lydbilledet, men så var vi hurtigt videre.

Kulturelitens pissoir er folkets fest
Jens Jacob Tychsen har en lang karriere bag sig og var før, under og efter rollen som Hr. Weyse at finde mange andre steder foran et kamera eller på de skrå brædder, så det er jo ikke fordi, at Toner fra Badehotellet samtidig er en showcase eller et udstillingsvindue, om man vil, men hvis jeg sad og skulle finde medvirkende til en af næste års revyer, ville jeg slå til.
Men smid nu den iPad, der er klistret på mikrofonstativet, væk. Ganske vist er der meget, der skal huskes, men det går strygende, indtil øjenkontakten rammer den lille skærm, så opstår der en lille usikkerhed, som virker unødvendig, da det går strålende uden.
Toner fra Badehotellet leverer, og man forlader Glassalen begejstret og i godt humør.
Toner fra Badehotellet spiller fra 24. april til 02. maj 2026. Glassalen. Tivoli.
Varigheden er ca. 2 timer inkl. pause
Efterfølgende tager showet på danmarksturné til bl.a. Aarhus, Svendborg, Kolding, Slagelse, Haderslev og Sønderborg.
Medvirkende: Jens Jacob Tychsen. The Seaside Swing Orchestra. Kapelmester og klaver: Peter Michael. Klarinet, vokal: Tine Vitkov. Trompet og flugelhorn: Maj Berit Guassora. Guitar: Lars Fabiansen. El- og kontrabas: Andreas Hatholt. Trommer: Kristian Karottki. Produktionsassistent: Laurids Kidholm. Foto: Jakob Melgaard.