En meget forfejlet thriller
Med Verity får vi serveret endnu en psykologisk thriller baseret på Colleen Hoovers bestsellerroman af samme navn. Denne gang følger vi forfatteren Lowen Ashleigh (Dakota Johnson). Hendes egen karriere kører ikke helt på skinner, så du hun bliver tilbudt at færdiggøre en populær bogserie af den berømte krimiforfatter Verity Crawford (Anne Hathaway), slår hun til.
Verity er blevet alvorligt skadet efter en mystisk ulykke, og da Lowen flytter ind i familien Crawfords hjem for at studere hendes noter, finder hun en hemmelig selvbiografi, fyldt til bristepunktet med afsløringer om Verity og hendes ægteskab. Og efterhånden som hun graver dybere ned, bliver grænsen mellem sandhed og løgn langsomt udvisket.
Forvirret fra start til slut
Præmissen lyder måske ganske solid, men lad mig med det samme slå fast, at der går ikke længe før den løber ud i sandet. Der er periode af filmen, hvor man har svært ved at tro på, det er en rigtig biograffilm og ikke en sketch fra Saturday Night Live. Logik er en by i Rusland, dramatik er noget som kun eksisterer i form af uhyggelig underlægningsmusik og den afsluttende twist får vi serveret med så klodset en voice-over, at man næsten ikke kan tro, det er en professionel produktion.
Prioriteterne har ikke været i orden, fordi i stedet for at kaste sig over husmor-horroren, som tydeligvis er målgruppen, bruges der frygtelig meget tid på ting, som ikke ender med at spille nogen rolle. En lusket sygeplejerske, jump scares og af uransagelige årsager også et hav af fiktive interviews med rigtige Youtubere, der alle ikke føre nogen steder hen, og fjerner opmærksomheden fra det, der skulle være et intimt, psykologisk trekantsdrama.
Symptomatisk for dette er, at den afsluttende scene, bogstaveligt talt, er et interview fra YouTube-kanalen Hot Ones med den fiktive forfatter Verity Crawford, der forsøger at binde en tematisk knude på de foregående to timer, men som i stedet ender med at understrege, hvor rodet en oplevelse, det egentlig har været.
Misser sin målgruppe
At der ikke er tale om stor filmkunst, burde ikke komme som nogen overraskelse. Colleen Hoover har måske spyttet et hav af bestsellerromaner ud i tidens løb, og mange af dem er også blevet succesfuldt filmatiseret med titler som It Ends with Us og Det var altid dig, dog uden at blæse nogen kritikere bagover. De har nemlig alle det tilfælles, at de er utvetydigt målrettet det generelle biografpublikum. Fred være med det, det er kun dejligt, at nogen laver film, som folk faktisk gerne vil begive sig ud for at se i biografen.
Den stor undren opstår imidlertid med Verity, fordi hvem er filmen egentlig henvendt til? Som i The Housemaid foregår det meste af handlingen i et stort, tomt hus med tre karakterer, der konkurrer om at opføre sig mest mærkværdigt. Men i stedet for at komme ind bag psykologien hos Verity, Lowen og Jeremy, bliver det mest af tiden tilbragt med en light-udgave af Fifty Shades of Grey, mens Lowen sidder og læser et manuskript om Verity og Jeremys kærlighedshistorie.
Det skaber en underlig plotstruktur, hvor vi hører mere om, hvad karaktererne måske har gjort, i stedet for at se, hvad de faktisk gør, hvilket resulterer i et drama, hvor man ikke forstår nogen af karaktererne. Og uden at afsløre for meget, må man nærmest samle kæben op fra gulvet, da spændingen stiger, og vi når point-of-no-return, fordi jo længere tid der går, jo mindre mening giver noget som helst, og jo mere utroværdige fremstår alle aspekter af historiefortællingen.
Misbrugt ensemble
Der er ellers tale om et habilt ensemble. Dakota Johnson har vist sig gangbar indenfor genren med netop Fifty Shades of Grey, Josh Hartnett plejer at været garant for en solid præstation og Anne Hathaway er en oscarvindende skuespiller, så helt ueffen er hun heller ikke. Desværre er den eneste fællesnævner, at de alle leverer måske karrierens dårligste præstation, fordi man ved aldrig, om det er meningen, at man skal grine eller græde, når de åbner munden.
Verity er måske en af de mest mislykkede spændingsfilm, jeg nogensinde har set. Med de ressourcer, det ensemble og en bestsellerroman som oplæg, burde det være muligt at strikke en sammenhængende produktion på benene. Men det er som om, at alt hvad der kunne gå galt, er gået galt. Man er på intet tidspunkt skræmt, engageret eller nysgerrig, og sjældent har jeg kedet mig så meget, da jeg sad og så et klimaks til en historie fuld af afstumpet og manipulerende mennesker.
