En krigsfilm, der ikke forholder sig til krig
I Warfare tager instruktørerne Alex Garland og Ray Mendoza os med til Irak. Årstallet er 2006, og her møder vi en gruppe Navy Seals, der bliver fanget i et hus under en mission. Herefter udspiller der sig et drama i realtid, mens vi følger deres desperate forsøg på at overleve og undslippe en fjende, der kender terrænet langt bedre end, de gør.
Det er dramatisk fra første færd. At være fanget med denne gruppe soldater er frygteligt, når ethvert skær af Hollywood-klichéer er skåret fra, og man bare er overladt til den barske og kaotiske virkelighed.
Så helt grundlæggende er det svært ikke at blive engageret, mens man sidder og ser den, men de første problemer viser sig, så snart man begynder at tænke over filmens fortælleramme.
Spørgsmålet om, hvorfor de overhovedet er i et hus, som de har besat, mens de holder familien fanget, bliver aldrig besvaret, ligesom vi aldrig får lært personerne at kende, udover deres rang og rolle i denne højspændte situation.
Det aktive valg, ikke at ville tage stilling til krig, kommer med en enorm slagside, der er svær ikke at blive irriteret over. Film har det nemlig med at glorificere krig, fordi historier gør dem til noget mere end blot død og ødelæggelse. Løsningen har været at fjerne historien, fordi så kan man ikke skjule den destruktive kraft som krigsførelse er, og de menneskelige omkostninger det har. Alligevel ender filmen med at hylde virkelighedens soldater, som filmen er baseret på, og så er man lige vidt, for hvad er det egentlig som bliver sagt med filmen her?
Warfare er en rå og intens skildring af moderne krigsførelse, men ikke uden sine mangler. Der bliver ikke valgt nogen sider eller forsøgt fortalt en historie, det hele er en lang skududveksling i Irak, hvor al fortolkningsarbejdet er overladt til publikum.
Det skaber selvfølgelig en dramatisk og medrivende oplevelse, når man får lov til at være i det inferno som krig er, uden nogen sidespring til en historie, der som regel er både urealistisk og forceret, men det efterlader også publikum med en flad følelse, så snart filmen er slut. For hvis ikke filmskaberne har noget på hjerte, og det i reelt mere er en terapitime for virkelighedens SEALs, bliver det ikke en glorificering af en krig, der var så ufattelig meningsløs?
Og fordi hverken Alex Garland eller Ray Mendoza, tør fortælle en klar historie og skilte med deres budskab, efterlader det i hvert fald mig med en dårlig eftersmag, selvom det er voldsomt at være med som flue på en væg, midt i en krigszone.
