En udsøgt fornøjelse

Du har set en film som denne mange gange før. Det er historien om drømmeren, der ikke overraskende, er besat af en drøm, og som vil gøre alt for at opnå den. I dette tilfælde er personen den unge skotske kvinde Rose-Lynn, der har en noget så uskotsk drøm som at ville være en vaskeægte countrysanger. Du kan sikker allerede se for dig, hvordan filmen er struktureret, med planmæssige op- og nedture, men heldigvis har manuskriptet et lille es op i ærmet, og det er noget så forfriskende som et snært af virkelighed.

Der er ingen tvivl om, at charmen ved denne type fortællinger er, at de er så betryggende, da man ved, at alt nok skal ende godt, fordi vores hovedkarakter virkelig ønske at føre sin drøm ud i virkeligheden. Ens vilje har dog sjældent den store indflydelse på, om vi lykkes med vores mål, hvorfor historier som denne ofte ender med at blive lidt for romantiske og virkelighedsfjerne til min smag. Sådan er det dog heldigvis ikke med Wild Rose.

Et jordnært eventyr
For ganske vidst har Rose-Lynn masser af gåpåmod, og hun er en slagkraftig ung tøs med masser af attitude og karisma, men hendes blakkede fortid indhenter hende hele tiden. Hun kommer fra en fattig familie, har siddet et år i fængsel, og selvom hun på mange måder stadig er et barn, har hun to børn, som hun også er nødt til at tage sig af. Derfor er det ikke ligefrem nemt at slå igennem som countrystjerne i et land, hvor folk kalder det for ”Country-&-western”.

Det familiære drama sørger hele tiden for at holde fortællingen jordnær, så vi får både det sure med det søde, og så filmen aldrig bliver hverken kvalmende patetisk og overdreven melodramatisk. Den store tallerken bliver ikke genopfundet, men det er solidt og velskrevet.

Jessie Buckley er en vaskeægte stjerne
Filmen løfter sig dog ikke kun ud af genrekonventionerne, ved at være vel struktureret, men også i særdeleshed af en velspillede Jessie Buckley i hovedrollen. Det er en fornøjelse at være i selskab med hende, og selvom hun ikke altid er lige sympatisk, fremstår Rose-Lynn aldrig karikeret, men menneskelig – og det skyldes Jessie Buckleys meget empatiske skildring af hende. Hun bliver også godt flankeret af Julie Walters som sin mor, der gør en god figur, i nogle scener vi har set mange gange før, som nemt kunne have trukket filmen ned, men aldrig gør det, grundet Walters pondus.

Wild Rose er måske ikke nogen kæmpe innovation indenfor musikfilmsgenren, men den er en udsøgt fornøjelse at se. Jessie Buckley er en stjerne i sin vorden, og jeg glæder mig allerede til at se hende i andre film, for hun er helt klart værd at holde øje med. Den største ros jeg dog kan give film er, at selvom jeg på ingen måde er interesseret i countrymusik, kunne jeg ikke lade være med at sidde storsmilende tilbage og ønske, at Rose-Lynns drøm gik i opfyldelse.