En film om succes, nederlag og alt der imellem.

I filmen Joy følger vi, sjovt nok, den drømmende og opfindsomme pige Joy igennem hendes kamp for at indfri sine drømme. Fortællingen er fortalt af Joys bedstemor, som er den eneste i den kaotiske familie, der virkelig kan se potentialet i den lille pige.

Historien fører os videre fra den livsglade og energiske pige, til den enlige mor med to børn, en eks-kæreste, der lever i kælderen og en ”soap-opera” afhængig mor. Men Joy er en stærk kvinde, og hun klarer sig igennem finansielle besværligheder, et faldefærdigt hus og en krævende familie. I sine drømme møder Joy konstant sig selv som lille pige i kulisserne af en ”soap-opera”. Hendes barndoms jeg er bearbejdende, og skælder Joy ud for at have gemt sig i alle disse år.

Alle disse oplevelser gør dog, at hun i sidste ende finder tilbage til sig selv, og kommer på en opfindelse, som snart vil føre hende igennem flere nederlag, men endnu større successer.

Joy en pragtfuld film.
Filmen er meget amerikansk i sin fortællestil og på sin vis temmelig klichefyldt, men afspejler samtidig kernen af den amerikanske drøm på en medrivende, humoristisk og følsom måde. Jennifer Lawrence gør et fænomenalt stykke arbejde i skildringen af den unge Joy. Hendes styrke i skuespillet gør karakteren utrolig nuanceret og inspirerende – et træk som ellers er sjældent hos andre kvindelige hovedkarakterer. Jeg må tage hatten af for denne film, og dens på mange måde feministiske udtryk, der bliver gjort spiseligt gennem en udsøgt dialog, og en fornem ensemble, der også omhandler Bradley Cooper og Robert De Niro.

Joy får derfor af mig fem stjerner:

For skuespillet, dialogerne, historien og dens stærke kvindelige hovedrolle, der bliver fornemt spillet af Jennifer Lawrence. Alt i alt en fryd for øjet, sjælden og smilebåndet.