Hvis vi må for børnene

Sidste tur i karrusellen
Hverdagens gentagelser kan med årene bliver en perfekt koreograferet repetition. Den ene dag tager den næste, indtil man en dag vågner op og befinder sig i en seniorbolig, der har lige så meget charme som en udkogt kartoffel.

Sådan en situation befinder ægteparret Bill og Nancy sig i. Men efter endnu en lydløs dækning af middagsbordet fortæller Nancy, at hun vil skilles. Det virker ikke til at komme som en stor overraskelse og Bill har ikke nogen indvendinger. De to voksne sønners reaktion derimod er alt andet end voksen.

Som skuespiller har Bess Wohl spillet med i en god håndfuld amerikanske samlebåndsserier så som Bones, Ghost Whisperer, CSI: New York, og Cold Case. Det er måske også derfor, at mange af replikkerne i forestillingen er gentagende i deres søgen efter svar på spørgsmål, der allerede er blevet stillet og svaret på mange gange før af samtlige karakterer. Det er nemlig også Bess Wohl, der har skrevet forestillingen Grand Horizons, som på dansk er blevet oversat til Nye tider.

Forestillingen svømmer rundt i replikker, der virker skabt til at få tiden til at gå, inden der igen er reklamepause. Altså et amerikansk flow-tv-format.

Som udgangspunkt er det spændende at arbejde med de følelser og tanker, der må og vil opstå, når det er sidste chance inden endestationen. Det er også interessant, hvordan voksne mennesker opfører sig, når hele fundamentet for ens livsopfattelse forsvinder i takt med, at hemmelighederne kommer frem i lyset.

Men alt hvad der bliver sagt og gjort i forestillingen, er ud fra amerikansk opfattelse, morale, identitet og kulturelle handlingsmønstre.

Det er på mange måder svært at relatere til og føle sig investeret i, når voksne mennesker (bare) står og råber de samme ting på repeat, indtil de får det svar, de vil have eller løber tør for luft og giver op. Ofte kommer det smukke fra det, der ikke bliver sagt, i stedet for det, der bliver udvandet af for mange ord uden dramaturgisk fremdrift.

Heldigvis er forestillingen Nye tider instrueret af Kasper Wilton med et hold af fremragende skuespillere, der samlet formår at komme salen i møde med de godt oversatte replikker, timing og glimt i øjet. Man skal se forestillingen på grund af de medvirkende og det arbejde, der er blevet gjort for at belyse det, vi trods alt har tilfælles i manuskriptet, og så sætte meget af det andet mere i baggrunden.

Jeg bryder mig ikke om suppe. Det er alt for vådt
Ulla Henningsen formår, hele forestillingen igennem, på fantastisk vis at sige mere med sine fysiske valg end med samtlige replikker. Der er hele tiden værdighed i Nancy.

Waage Sandø balancerer på glimrende vis portrættet af den uddøende knudemand Bill der, på sin egen måde, har masser af kærlighed, men ingen redskaber til at vise det.

Marie Sandø Jondal er den, der lykkes bedst med at puste noget oprigtigt ind i forestillingens mange vredesudbrud. Det er lige før, at der kommer ild ud af munden, da frustrationerne bliver for mange. Sonja Oppenhagen er et frisk stille og muntert pust i et univers af selvcentrerede karakterer, der kun kan og vil se egne behov.

Kasper Leisner gør hvad han kan med sin rolle som storebroren og advokaten Ben, der udadtil ser ud til at have det hele, men må se sin barndom blive pillet fra hinanden, før han til sidst uforløst giver op og stikker af. Der er kun et lille håb tilbage, om at de måske en dag alle sammen kan være i samme rum igen.

Men selv om Kasper Leisner er en meget dygtig skuespiller, så er rollen sat på scenen, sammen med lillebroren, spillet af Kim Hammelsvang, alene til at give modstand og skabe dramaet. En rolle som det oprindelige manuskript ikke har løst særligt finurligt.

Kim Hammelsvang er den med den sværeste opgave. Hans karakter som lillebror og dramalæreren Bob, kan ikke blive mere amerikansk og navlepillende, og det bliver svært for et dansk publikum at finde en identifikation. En scene mellem Bob og en tilfældig scoring, spillet af Adam Schmidt, er sød og rørende, men virker som en hel anden forestilling, hvilket kunne mærkes i salen.

Hele mit ansigts rynker er et resultat af måden du gerne vil sove på
Det er ikke helt sådan replikken er ordret, men vi er tæt på, og det er netop replikker som denne, der er de største oplevelser.

I forestillingen Nye tider findes der også små guldkorn af skrøbelige replikker, der finurligt opsummerer, alt hvad der kan være smukt ved at bruge det meste af sit liv sammen med et andet menneske. Det har Henrik Lykkegaard fået oversat, så det rammer lige i hjertekulen.

Scenografien er fremragende. Den er forholdsvis simpel, men tegner et perfekt billede af en moderne seniorbolig, hvor alle lejligheder ligner hinanden, med alt hvad der er af interiør i kølige institutionsfarver.

Du skal se Nye tider, hvis du er god til at overføre amerikansk tangegang til noget identificerbart her i vores lille skandinaviske del af verden. Du skal se den, hvis du godt kan lide armsvingende og højtråbende drama. Men også hvis du selv befinder dig i en alder, hvor du godt selv ved, at den næste sofa du køber, nok er den sidste sofa du køber.

Nye tider spiller fra 12. april til 05. maj 2024.
Varighed: 2 timer og 20 min. inkl. pause

Medvirkende: Waage Sandø, Ulla Henningsen, Sonja Oppenhagen, Kasper Leisner, Marie Sandø Jondal, Kim Hammelsvang, Adam Schmidt. Manuskript: Bess Wohl. Oversættelse: Henrik Lykkegaard. Instruktion: Kasper Wilton. Scenografi: Camilla Bjørnvad.