Star Wars: The Last Jedi

Kategori Biografen skrevet af - december 13, 2017
Star Wars: The Last Jedi

Solid underholdning, men med fundamentet for noget større

I det nyeste kapitel om Skywalker-sagaen, Star Wars: The Last Jedi, får vi endelig fuldbyrdet mødet mellem den nye generation og den gamle fra den originale trilogi. Luke Skywalker er blevet fundet, men det er ikke ensbetydende med at krigen mod Den første orden er vundet, for der har aldrig været en større magtforskel mellem det gode og det onde. Hvad der så sker, vil jeg dog ikke afsløre.

Fuld af skæbnesvangre optrin
Der hvor filmen virkelig stråler er i de dramatiske øjeblikke. Man kan virkelig mærke, at vi befinder os i det mørke midterste kapitel. For problemerne, som Rey, Finn, Luke og alle de andre står over for, rummer en langt større tyngde end noget fra The Force Awakens. Uden at afsløre noget, så får man virkelig en fornemmelse af, at instruktøren Rian Johnson gerne har ville bygge videre på Star Wars-universet, og det er som om at grænsen mellem det gode og det onde gradvist bliver udvisket – eller i hvert fald forsøgt. Grunden til, at det kun er gradvist skyldes, at hver eneste gang, der er optræk til et skæbnesvangert valg, eller en ændring af status-quo, så trækkes det fuldstændig i land. Det gør det utroligt frustrerende at se, netop fordi ens tanker hele tiden bliver ledt mod en langt bedre historie, end den der bliver fortalt. Jeg fangede i hvert fald mig selv i gentagende gange at blive helt begejstret for et twist, der så efterfølgende bliver fuldstændig undermineret.

Strukturelt ender filmen derfor også med at låne uhyggeligt mange plotpunkter fra Empire Strikes Back, bare med mere slapstick-komik, hvilket kun bidrager til ærgrelsen, når man i glimt kan skimte en historie, der ville have ændret hele vores forståelse af Star Wars fremadrettet.

Mange af mine store problemer med filmen udspringer også af plottet, der er distraherende usammenhængende – selv indenfor en science-fantasy ramme. Jeg vil selvfølgelig gøre mit bedste for at undgå og afsløre noget som helst af historie, da opdagelsen er en stor del af seriens tiltrækningskraft. Meget kortfattet, vil jeg dog blot skrive, at filmens længde på 150 minutter ikke bliver brugt til at skabe en større dybde, men til at fortælle en række overraskende adskilte historier.

Underlige valg
På skuespilsfronten viser særligt Mark Hamill, at han har rykket sig meget som skuespiller, siden den oprindelige trilogi fra 1980’erne, hvor han ikke var den mest dygtige spiller på lærred. Her viser han nye sider, som den aldrende jedimester, og både han og Carrie Fisher i hendes sidste filmrolle, bidrager begge med en tiltrængt tyngde til begivenhederne, i kontrast til resten af de forholdsvis unge skuespillere i ensemblet. Oscar Isaac er uden tvivl den bedste og mest karismatiske på det nye hold, men ligesom i den forrige sad jeg tilbage med fornemmelsen af, at man slet ikke får set nok til ham. Adam Driver er langt bedre som skurken Kylo Ren denne gang, nu hvor vi kender ham, og han er også den mest interessante karakter, fordi han faktisk er på grænsen mellem det gode og det onde, og det gør ham mere nuanceret end resten. John Boyega som eks-stormtrooperen Finn og den nytilkomne Kelly Marie Tran som Rose, gør deres arbejde, men efterlader aldrig en med et varigt indtryk.

Det besynderlige ved det hele er dog, at Daisy Ridley, der spiller Rey, er den der virker mest malplaceret denne gang. Jeg var ellers stor fan af hende i den forrige film, og faldt pladask for hendes charme, men hun har ikke nær så meget at arbejde med i denne ombæring, og af en eller anden grund, så er det distraherende, at hun er den eneste i galaksen med en britisk accent.

Noget af det, der dog faktisk endte med at blive distraherende var de computergenerede effekter, også kaldet cgi. Det er beundringsværdigt, at Johnson og LucasFilm har optaget med analogkameraer, i en tid hvor alt foregår på de billigere, men grimmere digitalkameraer. Derfor var det ikke desto mindre overraskende, hvor mange scener, der udelukkende består af cgi. Faktisk så er det så slemt, at enkelte scener undervejs leder tankerne mod den George Lucas instruerede trilogi fra 00’erne, hvor alt foregik foran en greenscreen. Igen, så er det et virkelig mærkværdigt valg, fordi der samtidig ikke er sparet på de flotte kulisser, kostumer og fysiske robotter.

Ender som en film for fans
Nu får du måske fornemmelsen af, at jeg hadede Star Wars: The Last Jedi, men det er på ingen måde tilfældet. Der er bare så mange ulogiske valg undervejs, at det er virkelig frustrerende at se. For på papiret er filmen faktisk meget mere dramatisk, filosoferende og udfordrende end The Force Awakens på noget tidspunkt var. Vi får lov til at se sider af galaksen, som vi aldrig har set før, og manuskriptet lægger hele tiden op til at ruske ved vores etablerede forestillinger om, hvad der bør være i en Star Wars-film. Når det hele så alligevel ender meget traditionel, og inden for rammerne, så bliver det også til en mindre behagelig oplevelse, fordi frøene hele tiden bliver plantet til en langt mere provokerende og interessant film, end den vi får.

Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at Star Wars: The Last Jedi nok skal tilfredsstille fans af universet, fordi det er en arketypisk historie om kampen mellem det gode og det onde, med nye planter og selvfølgelig lyssværdskampe – men det kunne have været så meget mere.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her