TIFF er en international festival, så det ville have været synd, hvis man tog hjem fra festivalen uden at have set noget fra den østlige del af verden. Derfor endte jeg med at se den kinesiske blockbuster Hidden Man, alene af den grund – og hvis der er nogen film, som virkelig indkapsler begrebet ’lost in translation’, så er det filmen her.

Følelsesmæssigt er man aldrig sikker på noget som helst, for tonen bevæger sig tilsyneladende vilkårligt fra drama til komedie til torturscener – og nogle gange endda på samme tid. Humoren er også helt igennem ubegribelig, og karaktererne skifter flere gange sprog, midt i deres sætninger, mellem mandarin og engelsk. Scener slutter ud af det blå, plottet giver ingen mening, ja selv karateslagsmålene skal man lede længe efter.

Jeg føler mig på alle måder fuldstændig ukvalificeret til at udtale mig om, om filmen fungerer eller ej, for det kinesiske publikum jeg sad sammen med, grinede og var begejstrede hele vejen igennem. Noget har filmskaberne åbenbart gjort rigtigt, men det er bare ikke noget, som jeg kan se.