En fornem stiløvelse, men en forkrampet historie.
I denne remake af La Piscine fra 1969, der havde bl.a. Alain Delon og Romy Schneider på rolleliste følger vi de to elskere, Marianne og Paul, på en ferie i nærheden af St-Tropez. De to elskere bliver i den nye udgave spillet af Tilda Swinton og Matthias Schoenaerts, og de har det rigtig godt med at dase og slappe af på stranden og ved swimmingpoolen, uden den mindste bekymring.
Idyllen forsvinder dog hurtigt, da Mariannes tidligere elsker Harry (Ralph Fiennes) dukker op med sin datter (Dakota Johnson), med det åbenlyse formål at vinde Marianne tilbage.
Fordi det er en genindspilning bliver der med det samme leget med filmmediet, for på den måde at skille sig ud fra originalen. Som en ren stiløvelse bliver der gjort brug af flashbacks, pov’er, lange lunefulde indstillinger og meget mere. Det er en fryd for øjet, at opleve den fortælleglæde, men alt dette er en ringe trøst, hvis det ikke kommer med en god historie – og i modsætning til det visuelle er fortællingen noget mere amputeret.
Hvad vil historien?
Firkantsdramaet fungerer ganske enkelt ikke, fordi der ikke er nogen tvetydigt. Man ved hvordan alt kommer til at udvikle sig, hele vejen igennem.
Der er tale om decideret fejlcasting, når f.eks. Tilda Swinton skal fremstå som en troværdig rockstjerne. Schoenaerts er ikke meget bedre, da han med sit rå ydre virker alt for rebelsk, til trods for, at han skal fremstå som en regelrytter, Ralph Fiennes er af en eller anden grund ualmindelig irriterende og fuldstændig utænkelig som kærlighedsinteresse, mens Dakota Johnson opfører sig som om hun var med i en helt anden film.
Alt dette er virkelig synd, fordi den originale med Delon og Schneider var og er et intenst og sensuelt drama, der fortsætter efter det tilsyneladende klimaks ved swimmingpoolen, mens det i denne udgave nærmere siver ud. Fordi i takt med, at der ikke er den store kemi mellem skuespillerne, så bliver den psykologiske sidste del, alt for forudsigelig og trist. Det efterlader en med spørgsmålet om, hvorfor vi lige skulle have denne genindspilning?
For A Bigger Splash er ærligt talt ikke nogen særlig god film. Den er et klassisk eksempel på, når intet rigtig går op i en højere enhed. Skuespillet virker aldrig fængende, hvor den største synder er den ellers vanligt charmerende og karismatiske Ralph Fiennes, der i stedet opfører sig som klovn og som menneske er umulig at elske. Dertil kommer, at historien i modsætning til originalen er underlig rodet og ufokuseret, og så ender man med en film, der mest af alt fremstår som en stiløvelse.
- Release Date: 3/17/2016