Abernes Planet: Opgøret

Kategori Biografen af - juli 13, 2017
Abernes Planet: Opgøret

En solid film afrunder en solid trilogi

Abernes Planet: Opgøret (Originaltitel:War for the Planet of the Apes) er (muligvis) sidste kapitel i prequel-trilogien til den originale ’Planet of the Apes’ fra 1968, og er efter min mening en passende afslutning på en række solide og underholdende film. Både ’Rise of the Planet of the Apes’ (hvor man så, hvordan det hele startede) og ’Dawn of the Planet of the Apes’ (hvor man så det eskalere) var gode action-drama sci-fi film, og denne tredje film (hvor man ser hvordan det slutter) følger i samme fodspor.

Filmen finder sted ca. fem år efter den anden film i trilogien. Caesar og hans klan af aber ligger i krig med de resterende mennesker, og bor derfor i skjul i en skov, hvor de håber at de kan isolere sig nok fra menneskerne til at krigen kan erstattes af fred. Det står dog hurtigt klart at menneskerne ikke har tænkt sig at lade aberne leve i fred, og efter at dette resulterer i en stor personlig tragedie for Caesar, må han erkende at mennesker og aber ikke kan sameksistere.

Flot og underholdende
Først og fremmest skal det siges at Abernes Planet: Opgøret er en utrolig flot film. Instruktøren Matt Reeves har med sine tidligere film, såsom ’Cloverfield’ og ’Let Me In’, vist hvor teknisk bevidst han er, og hvor flot kameraføring og klipning han bruger. Dette er også gældende i denne film, hvor billederne – og den stemning de skaber – er dybt imponerende (som tilfældet også var med den forrige film i trilogien, som Reeves også instruerede). Der er virkelig et flot præg af teknisk snilde og højkvalitets production design og sammen med de flotte special effects giver alt dette en utrolig høj production value.

Selve handlingen opfinder ikke den dybe tallerken, men den har et næsten konstant spændende og medrivende tempo, samtidig med at den efterlader plads til mere dybe og sørgmodige karakterudvikling. Blandingen af drama og action fungerer fint og historien runder også fint sagaen af og leder op til den originale film med Charlton Heston i hovedrollen. Til tider er der måske lidt for meget eksposition, hvor der skal redegøres for alt, så det passer til oplægget – selv hvorfor det er i ørkenen at Heston støder på aberne i den originale – men mere fylder det ikke, så det kan tilgives. På skuespilsiden er Andy Serkis stadig god som Caesar, og altid fortrinlige Woody Harrelson giver ham godt modspil som den menneskelige oberst, der har mange lighedstræk til Marlon Brandos oberst Kurtz fra Apocalypse Now – en af kun mange henvisninger til den klassiske Vietnamkrigsfilm.

Alt i alt er Abernes Planet: Opgøret en ganske solid og flot film, som formår både at underholde, samtidig med at der også er plads til dramatiske elementer. Historien byder ikke på de store overraskelser, men det ændrer ikke på at filmen holder samme fine niveau som sine to forgængere.

  • Release Date: 7/13/2017
Kommentarer er lukket.