En film jeg sent vil glemme

Jeg er dybt rystet efter at have set After We Collided, der er efterfølgeren til After fra sidste år. Filmene startede livet som Harry Styles fan-fiction på appen Wattpad (ja, ham fra One Direction), og er nu endt som en filmserie, der bliver udsendt i biografer verden over.

Grunden til, at jeg er rystet, skyldes ikke, at filmen er overraskende ringe, pinligt inkompetent skrevet, eller bare er lige så fantasiløse, som alle mulige andre billigt produceret kærlighedsdramaer. For i kategori med Fitfy Shades of Grey, Twilight og alle de hurtigt lavet film, som ender på Netflix i disse dage, befinder den her sig faktisk på et lidt højere niveau, end de førnævnte. Det er ikke decideret godt, men det er lige en tand bedre produceret, spillet og skrevet. Jeg vil aldrig nogensinde vove og påstå, at filmen er dybsindig, men i det mindste er det som om, at karaktererne godt er bevidste om, hvor helt vildt hysterisk og overdrevet dramaet er, hvilket de heller ikke er blege for at udtrykke i kraftige vendinger. Hvilket leder mig tilbage til, hvorfor jeg er rystet.

Fra puritansk til amourøs
Jeg mindes aldrig nogensinde at have set så stort et tonalt pendulsving fra en film til en anden i samme serie. Den første film, er nemlig en ganske kedsommelig, langtrukken og intetsigende oplevelse, hvor den dramatiske kerne er så tynd, at det intet fører med sig. Det hele er så puritansk, at løgnen som hele dramaet er bygget op omkring, ikke engang bliver bearbejdet, men i stedet fører til rulleteksterne, for at undgå og være bare en lille smule ubehagelig. Etteren er med andre ord så censureret og blottet for anstødeligt indhold, at den næsten fremstår som en religiøs moraliserende fortælling om, hvor galt det kan gå, når man ikke følger den rette vej i livet.

Derfor forventede jeg, at efterfølgeren ville fortsætte i samme tamme og forglemmelige stil, men til min store overraskelse, er After We Collided et fuldstændig ucensureret, sexfikseret og vulgært kærlighedsdrama. Karaktererne bander i en sådan grad, at man skulle tro, at de lige har opdaget ordet ”fuck”. De to hovedkarakterer Hardin og Tessa har sex i et utal af langtrukne erotiske scener, og der bliver virkelig gjort brug af de store armbevægelser, når karaktererne skal fortælle, hvad de føler.

Jeg ved ikke, hvordan man skal beskrive After We Collided på nogen anden måde, end som Fifty Shades of Grey til Twilight-publikummet. Der er intet originalt i filmen, og det er så melodramatisk og forudsigeligt, at det er svært at tro på, at nogen ville blive revet med af historien. Ret skal dog være ret, for de to unge skuespillere i hovedrollerne, Hero Fiennes Tiffin og Josephine Langford, giver den hele armen. Det er dog ikke deres præstationer, der gør, at jeg en uge efter at have set filmen, stadig ikke kan få den ud af hovedet, men derimod det vilde tonale sving fra etteren, der nok vil efterlade fans af den første med noget af et følelsesmæssigt piskesmæld.