Alita: Battle Angel

Kategori Biografen skrevet af - februar 14, 2019
Alita: Battle Angel

En visuel overdådig præstation, men en overfladisk filmoplevelse

Al omtale af Alita: Battle Angel har, lige siden filmen første gang blev annonceret, handlet om de computergenerede effekter, og ikke mindst titelkarakteren Alita, der til trods for, at hun med sine kæmpe dådyrøjne er som tage ud af en Manga, alligevel er skabt med henblik på, at hun skal være troværdig, når hun står over for rigtige mennesker som eksempelvis Christoph Waltz.

The Uncanny Valley
Alita er godt animeret, og det er da også lykkedes at fange mange af de små menneskelige ansigtstræk i panden og omkring øjnene, som intuitivt adskiller os fra robotterne. Med Alita befinder vi os dog stadig i ”The Uncanny Valley”. Det er så tæt på at være realistisk, men uden at være det, at det faktisk er en smule ubehageligt og se. Det lykkes derfor aldrig rigtig for animatorerne at gøre hende troværdig som et rigtigt menneske – selvom de er meget tæt på.

Det mest ærgerlige ved alt dette, er dog ikke, at de kommer så tæt at skabe en realistisk computerfigur, men at man kan høre og mærke, hvordan skuespilleren, Rosa Salazar, der spiller Alita, virkelig har lagt sin sjæl i karakteren. Hendes præstationen er dog gemt væk bag alle disse effekter, så vi får aldrig lov til at se hvad hun egentlig kan, da det er på bekostning af et enormt visuelt arbejde, der ikke rigtig er nødvendigt, for at skabe en overbevisende person. Hvad angår de andre skuespillere, hvis ansigter ikke er blevet tildækket af en computer, er det kun Cristoph Waltz, som den mystiske dr. Dyson Ido, der gør en god figur, mens resten fremstår som om, de ikke helt ved, hvilken tone den endelig film har.

Intet under overfladen
Der hvor effekterne fungerer er i forhold til science-fiction kulissen. Filmen giver sig rigtig god tid til at opbygge sit univers, og selvom man ikke har lyst til at leve i denne dystopiske fremtid, er den meget flot og fængende at være vidne til. Der er alle mulige særheder i forhold til arkitekturen, kostumerne, og deres udgave af gladiatorarenaen, at universet har sin helt egen personlig, der gør det til en fornøjelse at udforske, også selvom man godt kan mærke, at James Cameron har været inden over, med alle hans narrative vendinger.

For selvom man godt kan se, at det er Robert Rodriguez, som har stået bag kameraet, gennem de grove og upolerede omgivelser, er man heller ikke tvivl om, at Cameron har været med til at skrive historien. Plottet er ufatteligt stereotyp, og der er ingen overraskelser undervejs. Manuskriptet lider også af moderne narrative skavanker, som eksempelvis en manglende slutning, i et forsøg på at lokke folk til at se forudbestille en billet til efterfølgeren, i stedet for bare at fortælle en sammenhængende historie. På den måde ender historien med at være både utilfredsstillende og klichefyldt, og er i skærende kontrast til det fornemme arbejde effektfolkene har udført.

Med Alita: Battle Angel, har Robert Rodriguez skabt et overdådigt sci-fi univers, men historien halter desværre efter effekterne. Det er en imponerende film på mange punkter, og det er utrolig, hvor langt filmmediets visuelle udtryk er kommet, siden de pinlige 00’erne, hvor alle computereffekter lignede komprimerede gif-filer. Sådan er det ikke i dag, og er der noget som er veludført i filmen, er det de visuelle effekter, som er fornemt integreret med kameraoptagelserne.

Når alt kommer til at, så lykkes projektet dog aldrig helt. Selvom filmen er underholdende, og Rosa Salazar gør sit bedste for at frembringe liv i Alita, så kan selve de bedste animatorer ikke ændre ved, at manuskriptet er meget utilstrækkeligt, og i sidste ende trækker helhedsoplevelsen meget ned.

Avatar
Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her