Et autentisk portræt af den moderne moderrolle
I Andre folks børn, bliver ikke bare nutidens parforhold, men også moderrollen taget under kærlig behandling. Her møder vi den 40-årige Rachel, der er barnløs, men ellers har levet et fuldt liv som lærer, søster og datter. Alt ændrer sig dog, da hun bliver forelsker i Ali, der også har den 5-årige datter, Leila. Forholdet til dem vækker følelser, som Rachel aldrig har haft før, men det er ikke altid helt ligetil, når det ikke er ens eget barn.
Det er den realistiske og sårbare dialog, der gør filmen til mere end blot den kliché, den meget lette kunne have endt som. Følelsen af at have forspildt chancen for at få familien og børn, er helt klart mere normal i dag, i takt med, at den traditionelle kernefamilie er i opbrud, men på intet tidspunkt føles Rachel som endnu en kvinde, der udelukkende er ked af det, fordi livet ikke er gået præcis som hun havde håbet på.
© Filmbazar
En stærk præstation får filmen til at gå op i en højere enhed
Det er eksempelvis scenen, hvor Rachel verbaliserer sine følelser og tanker, efter en meget sårende kommentar fra Leila, hvor hun fremhæver, at Rachel ikke er hendes mor. I en amerikansk film, havde det været fundamentet for 30 minutters trivielt melodrama fuld af ideforladte konflikter, misforståelser og følelsesudbrud. I stedet leder dette til en scene, der er så troværdig, at det fremstår nærmest dokumentarisk i sin naturlighed. Ali og Rachel taler sammen. Det er broget, og de formår ikke at formulere sig i Aaron Sorkinske vendinger, men de er ægte, og sådan voksne mennesker bør tale med hinanden om deres følelser.
Særligt værd at fremhæve er også Virginie Efira som Rachel, der er eminent. Hun er i centrum for hver eneste scene, men bærer det ansvar med en hudløs ærlighed, der gør hendes Rachel til en person, man virkelig føler for, også selvom man ikke går igennem de samme problemer i ens eget liv.
Andre folks børn er et eminent, socialrealistisk drama. En moderne film, der hiver fat i moderne problemstillinger, men stadig formår at beholde nok nærvær og autenticitet til, at man aldrig mister sympatien for Rachel, uagtet hvor trivielle hendes udfordringer eller meget let kunne have fremstået. Det er en film, der giver stof til eftertanke, og sådanne biografoplevelser er værd at værne om.
