Mere af det samme

I Annabelle Comes Home, vender den dæmoniske dukke endnu en gang tilbage. Den besatte dukke skaber dog ikke ravage til at starte med. Den er nemlig gemt bag lås og slå i Ed og Lorraine Warrens kælder, hvor dens ondskab er blevet indkapslet. Ondskaben kan dog ikke holdes væk for evigt, og da deres datters barnepige tager en lidt for langfingret veninde med til børnepasningen, bliver Annabelles kræfter igen sluppet løs, hvorefter alle artefakterne i de paranormale efterforskeres kælder vækkes til live.

Klassisk studiegyser
Det er fjerde gang, at den dæmoniske dukke har terroriseret mennesker i The Conjuring-serien, og det er derfor heller ikke overraskende, en temmelig konventionel omgang. Publikum ved allerede, hvad de kommer til at få på forhånd – og for den sags skyld, om filmen vil tiltale en eller ej. Der er masser af gyselige dæmoner, 70’er æstetik og en lille smule særpræget mytologi. Man har selvfølgelig lov til at kunne lide det, men der er til gengæld heller ikke mere, end det vi allerede har set tidligere i serien.

De tre piger, som i denne film bliver terroriseret af Annabelle, får heller ikke meget at arbejde med, der kunne have gjort dem til troværdige mennesker. De falder alle for gyser klichéerne, hvor de generelt er intellektuelle og modne for deres alder, men så snart der skal skabes noget uhygge, styrtdykker deres intelligens lige så hurtigt som lyset slukkes.

Skuffende uambitiøs
Det mest skuffende ved filmen er dog ikke, at fortællestrukturen er temmelig konventionel, eller at der bruges så meget tid på at finde på nye dæmoner, at ingen af dem rigtig brænder igennem, men derimod, at filmen er så uambitiøs.

Gennem alt, lige fra billedkompositionen, lyssætningen, og opbygningen af de chokerende dæmoner, er det tydeligt, at filmskaberne bag kameraet er langt dygtigere, end manuskriptet tillader. Filmen parodierer flere gange de lettere patetiske ’jump scares’, ved at lede publikum til at tro, at noget pludseligt springer ud mod kameraet, hvorefter det alligevel ikke sker.

Det er dog ikke ensbetydende med, at fokus så er på suspense, for filmskaberne er heller ikke blege for at gøre brug af de samme kneb, som de selv gør grin med undervejs, bare på (lidt) mere uventede tidspunktet, end de fleste forventer. Det fjerner ikke bare al suspense fra oplevelsen, men gør den faktisk værre, når man kan se, at filmskaberne yder en ringe indsats, fordi de angiveligt ikke føler et behov for at gøre deres bedste.

Annabelle Comes Home, er tredje film, i serien udelukkende om den dæmoniske dukke, og det mest sigende er vel, at den også føles som tredje udlægning af det samme enkle koncept. Et par sagesløse unge piger bliver terroriseret af skræmmende dæmoner nok engang, og det kan de fleste følge med i, men nogen stor oplevelse bliver det aldrig. Det er ellers tydeligt, at talentet bag kameraet rækker til langt mere, men som en filmiske oplevelse, er det mere et succesfuldt koncept, der gentages, end et godt gys som rammer publikum.