Stadig alt andet end endnu en mursten

Keep your dirty feelings deep inside
Indrømmet, det var med en god portion nervøsitet og skepsis, at jeg trådte ind i Royal Arena for at se det, som på Østre Gasværk Teater i 2023 viste sig at være det ypperste, dansk scenekunst kan præstere her i landet.

Det er en svær og pudsig følelse at være så begejstret for en forestilling, at man er klar til at forsvare opsætningen fra 2023 mod det teater og de kunstnere, der står bag både den version og den nye arenaversion.

Ja, det var mere fadøl end det var hvidvin denne gang, men kun i forbindelse med alt det, der ikke sker på scenen, og ikke fordi der er noget negativt i den metafor. Men som jeg talte med en af de mange stewarder, som går rundt og hjælper folk på plads, om, så betragter man begivenheden som en koncert og ikke en teaterforestilling.

Det betyder selvfølgelig, at man ikke kan tillade sig at blive gnaven, når mobilerne flyver op af lommen for at tage billeder og optage videoer, man aldrig ser igen, eller lige skal dele lidt ud af den enorme viden, man har om Pink Floyd, til sidemanden, samtidig med at musikken spiller.

Det er vilkårene, når man køber billet til Royal Arena, lige meget hvem der står på scenen.

Det, der så sker på scenen, er i høj grad tæt på den samme forestilling som dengang i 2023, tilsat lidt ekstra skærme i begge sider for at være sikker på, at alle i den store sal kan se og få det optimale ud af oplevelsen.

Enkelte gange var jeg ikke enig i, hvad og hvem man valgte at sætte fokus på, men for det meste var det en god kameraplan, som var effektivt eksekveret.

Hey, You Out there in the cold, getting lonely, getting old, can you feel me
Jesper Binzer står denne gang på scenen som Pink. Portrættet er blevet om muligt endnu mere indadvendt i sit mørke, og det våde og fedtede lange hår giver en visuel fremstilling, der sender tankerne endnu længere ned i det kolde tomrum og viser en karakter, der har mistet grebet om sig selv.

Det er en flot gentænkning og en effektiv måde at komme udenom et lidt stift spil og lidt danglish i stemmen.

Jeg kan kun gå ud fra, at drømmen har været at sende musikken og lyden ud i netop en arenaopsætning af højttalertårne, så vi alle sammen rigtig kan få ny tilbagestrøget frisure.

Det lykkedes, og det lykkedes godt. Guitarsoloerne i ’Comfortably Numb’ sendte os alle på midlertidigt besøg i Himlen, Valhalla, Nirvana eller David Gilmours paradis, alt efter hvad og hvem man beder til.

Betyder det så, at man med Arena-opsætningen overgår forestillingen fra 2023?

Nej, det er ikke tilfældet, men det er en naturlig forlængelse og en mulighed for at skrue op for lyden og hylde albummet på en anden måde.

Jeg havde stadig tårer i øjnene, da jeg gik derfra med bævende knæ.

Daddy, what’d ya leave behind for me?
Som tidligere nævnt er meget af arenaopsætningen af Another Brick In The Wall. Part 5 heldigvis ens i udtryk, scenografi, kostumer og andre kunstneriske valg, derfor er anmeldelsen fra september 2023 stadig et besøg værd.

Jeg mener det samme nu, som jeg skrev dengang.

Selv om det er Pink, der fører os ned i angsten og vanviddets mørke, er hver eneste kunstner på eller bag scenen en uvurderlig vigtig brik, der får bygget muren op og revet den ned igen. Dette er ikke én mands tour de force, men en fintfølende fællesindsats der, med knivskarp præcision, rammer essensen af det oprindelige budskab.

Du skal se Another Brick in The Wall, Part 5, hvis du er fan af albummet.

Du skal se forestillingen, hvis du ikke kender albummet.

Du SKAL se forestillingen.

Some stagger and fall, after all it’s not easy
Banging your heart against some mad bugger’s wall

Another Brick In The Wall. Part 5. spiller fra 1. maj. til 3. maj. 2026 i Royal Arena.