Aquaman

Kategori Biografen skrevet af - december 13, 2018
Aquaman

En klassisk eventyrfilm under havoverfladen

I actionfilmen Aquaman, får vi for første gang historien om superhelten fra havet, fremført på det store lærred. Arthur, som titelkarakteren rigtig hedder, har tilbragt det meste af sit liv langt væk fra undervandsriget Atlantis, da han er opvokset hos sin menneskefar. Alt dette ændrer sig dog, da hans halvbror Orm drømmer om verdensherredømmet, og første skridt på vejen er at udrydde menneskeheden, da de forurener verdenshavene. Det kan Aquaman selvfølgelig ikke tillade, og i samarbejde med prinsesse Mera, drager de ud på et eventyr for at forene de to verdener, inden det er for sent.

Arketypisk fortælling
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så klassisk Hero’s Journey som denne. Formlen bliver stort set fulgt til punkt og prikke. Alle elementerne er til stede, såsom hjem-ude-nyt hjem, mentoren, genfødsel osv. Vi har også en old-school Hollywood romance mellem Amber Heard og Jason Mamoa, som de fleste kender det fra eventyrfilmene.

Alt dette gør unægtelig historien temmelig forudsigelig. Flere af de storslåede replikker, hvor strygerne går helt amok er også utrolig pinlige i deres åbenlyshed. Jeg antager, at replikker som: “Der er ikke to verdener, men en”, er til børnene i publikum, for det kan simpelthen ikke være rigtigt, at alt skal ekspliciteres så utvetydigt for voksne mennesker i dag.

Denne forudsigelighed bliver dog modarbejdet ved at give os en helt ny verden under havoverfladen og slåskampe, der faktisk er optaget, så man kan se hvad der foregår.

Man kan se stuntarbejdet
Slåskampe i moderne superheltefilm er i dag så overredigeret, at man slet ikke kan se, hvad der foregår. Der er så mange klip i sekundet, at de færreste har nogen idé om scenens geografi og hvad der egentlig sker, hvis ikke det var fordi lyden hele tiden forklarer det for os. Sådan er det ikke her.

I stedet for at skjule skuespillernes mangler gennem hundredvis af indstillinger, så bliver det kæmpe budget brugt til at skabe en masse one-take actionsekvenser, hvor man kan få lov til at nyde stuntarbejdet. Det hele er stadig overkoreograferet til en sådan grad, at de onde venter på at blive slået ned, men til gengæld er det faktisk slåskampe, hvor man kan se slagene.

Jason Mamoa har det sjovt som Aquaman, og hans storsmilende glæde smitter også, så man aldrig keder sig i hans samvær. Amber Heard får ikke lov til at være meget mere end smuk som Mera, men hun fungerer fint som modsætning til Arthur, hvorimod Patrick Wilson som skurken Orm er temmelig endimensionel gennem det meste af filmen, selvom slutningen på hans historie er en positiv overraskelse.

Aquaman er på mange måder en temmelig middelmådig superheltefilm. Det kan godt være, at filmen er gammeldags, men det er samtidig meget rart, at den ikke udgiver sig for at være mere, end den er, selvom det er oppe i tiden. Den er nærmest stavnsbundet til konventionerne og med undtagelse af slåskampene, der er kreative og underholdende, samt Jason Mamoas enorme glæde ved at spille titelkarakteren, er der ikke meget ekstraordinært ved begivenhederne. Filmen er ikke på nogen måde forfærdelig at sidde igennem, men den er bare heller ikke noget særligt.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her