En begavet film, der aldrig er opslugt af sig selv.

I Aquarius følger vi den 65-årige Clara. Hendes livs efterår er efterhånden ved at være slut, da hun ikke bare er en pensioneret musikanmelder, men også er enke. Hun er dog den sidste beboer i bygningen Aquarius, der ligger midt i et område, der med tiden er blevet overtaget af et byggeselskab, som kun har til formål at tjene så mange penge som muligt. Claras stædighed fører derfor til flere ubehagelige konfrontationer, der får hende til at stille spørgsmålstegn ved sit liv.

Et liv i Brasilien
Når man har valgt at lave en film, som handler om korruption, så kunne man nok ikke have valgt en bedre kulisse end Brasilien. Det er måske verdens mest korrupte land, og selvom der er flere steder i vesten, der efterhånden er oppe på siden af det Sydamerikanske land, så skaber den udadvendte kultur også et langt mere medrivende og engagerende drama, end hvis det hele havde foregået på kontorer i grå jakkesæt.

Det er også en meget filmisk opfindsom oplevelse. Historien springer i tid, og flashbacksekvenserne er ikke så meget styret af en dramaturgisk struktur, som de er dikteret af emotionerne hos karaktererne. Det er med til at give alle scenerne en dobbeltbetydning og sætter for alvor gang i de små grå, imens man sæder i biografmørket.

For Aquarius er en velspillet, afdæmpet og visuelt kreativ, der udstiller kapitalismen med Brasilien som kulisse, og fortalt gennem et rigtigt menneskes perspektiv. Det er store emner instruktøren Kleber Mendonca Filho tager op, og gennem hans visuelle opfindsomhed og styrke til at lade tingene forblive usagte, slipper han faktisk meget godt fra det. Det er i hvert fald en oplevelse, man skylder sig selv at prøve kræfter med, for det er sjældent, film virkelig sætter en mentalt på prøve, uden at være både selvhøjtidelige og prætentiøse.