Bad Times at the El Royale

Kategori Biografen skrevet af - oktober 18, 2018
Bad Times at the El Royale

En helt vild medrivende biografoplevelse

På mange måder føles Bad Times at the El Royale, som et solidt teaterstykke. Hermed skal det forstå, at det er en film, som på allerkraftigste vis bliver båret af dialogen og manuskriptet. Der er syv personer, som tjekker ind på det lidt afdankede hotel i slutningen af 1960’erne, og på meget begavet og visuelt stimulerende vis, kommer vi hele vejen rundt, og får lov til at se – ikke bare fortalt – men faktisk at se, hvad det er for nogle lig, de går rundt med i bagagen.

Skuespillerne er dem, som skal bære en film som denne, og – stort set – over hele linjen bliver der leveret varen. Jeff Bridges er seværdig som altid, og selvom han er spiller en mystisk præst, der nok ikke er den, som han udgiver sig for at være, besidder han stadig en charme, som er ulige nogen andens karisma. Jon Hamm har også en overraskende lille rolle, der dog stadig efterlader en med et varigt indtryk, og sætter tyk streg under, at han bare er en cool fyr, selv når han spiller en slibrig sælger. Det er dog Lewis Pullman, søn af Bill Pullman, der i sidste ende for alvor efterlader en med et virkelig positivt indtryk, som receptionisten Miles, og taget i betragtning af, at det er hans første rigtige filmrolle, så ser hans fremtidige karriere meget lovende ud. De resterende gæster på hotellet, leverer deres replikker kompetent, og med undtagelse af Dakota Johnson, der bare ikke er særlig god, og en lidt fejlcastet Chris Hemsworth, så er der ingen slinger i valsen her.

En film, som er værd at se
Det hele handler dog ikke kun om skuespillerne og dialogen, for det er trods alt stadig en film, og ikke et teaterstykke. Heldigvis ved instruktør Drew Goddard det godt, og udnytter til fulde de audiovisuelle muligheder, der følger med mediet. Der bliver meget hurtigt skabt et flow af konstant variation i det skiftende perspektiv mellem de forskellige karakterer, og flere af spændingssekvenser er beundringsværdigt filmet, med en virkelig fed æstetik, der hele tiden holder en engageret.

Det eneste negative, jeg egentlig har at påpege er, at det er en lidt for lang film, der godt kunne have været strammet en smule op. Henimod slutningen begynder det hele at blive en smule langtrukken, og med frygt for at støde mine læsere, lidt for meget Tarantinosk – på den dårlige måde. Vi sidder bare og venter på den ”chokerende” progression i scenerne, der unægtelig bare resultere i, at flere af karaktererne skal dø.

Det er ikke synderlig spændende, og en smule skuffende, at klimakset ikke helt kan holde kadencen, men det skal ikke tage noget væk fra, at Bad Times at the El Royale, er en gennemført filmoplevelse, fuld af godt skuespil, en stærk dialog og komplet udnyttelse af filmmediet, der helt klart gør den værd at se i biografen.

Eller bare ‘Scott Schmidt’, er grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med hans baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber han at kunne dele sine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her