Baking Race

Kategori Teater skrevet af - september 11, 2022
Baking Race

Opskriften på den perfekte finale i et realityshow, må være at sætte to hvide kvinder fra henholdsvis Jylland og København sammen, og få dem til at bage en kage, der skal forestille et af de slaveskibe, der var med til af fragte 111.000 slaver over Atlanten under umenneskelige forhold.

Så er scenen sat, eller det var den faktisk ikke. Publikum får på deres billet besked på at møde op på Blaagaard Teater. Her får man udleveret et sæt høretelefoner, og i samlet flok bliver man guidet fra Nørrebrogade 37 til Støberiet på Blågårds Plads.

Undervejs på ruten bliver vi fortalt, hvor heldige vi er at være publikum til finalen på, hvad der i virkeligheden må svare til den store bagedyst.

Hvorfor vi ikke bare kunne blive inviteret ind i salen med det samme, men skal transporteres afsted til et andet sted er lidt et mysterie, der jo nok bunder i en logistisk udfordring for et mindre teater, der kun har én sal og flere forestillinger. Men samtidig er det, i dette tilfælde, en del af formlen på en lidt anderledes teateroplevelse, som Blaagaard lægger op til bliver normen for dette teater, og det, tror jeg, bliver langt fra kedeligt.

Så NU er scenen sat, og Baking Race begynder.

De to finalister, spillet af Lisa Lauenblad, som inkarnerer skræmmende konkurrencementalitet, der kan hentes på flaske i enhver håndboldhal på den anden side af Lillebælt, og Anika Barkan, der lidt mere tilbageholdende inkarnerer tvivlende, ”er jeg mon woke nok,” korrekthedsbehov, får stillet deres finaleopgave. Som tidligere nævnt, er kagen de gerne skulle vise frem til sidst, et symbol på den racisme Danmark har lagt i kælderen i en flyttekasse uden navn på.

Fra startfløjt går det stærkt, især med kagereferencedialogen. Der kan hurtigt gå kage i den, når dialog føles oplæst og forceret. Men her er det meningen. Hvis man uheldigvis har set lidt af det reality-tv og konkurrence-tv, der bliver produceret, ved man, at der netop sidder en flok tilrettelæggere, der synes, det er det sjoveste i hele verden at få deltagerne til at forsøge at fløjte med mel i munden.

Der bliver, kan jeg godt afslører, fløjtet med mere end mel. Der går ikke mange sekunder inden forestillingens dobbeltbetydning bliver stablet tårnhøjt med Tupperware fyldt med ingredienser som fornægtelse, skyld og ubehag, der alt sammen bliver brugt til både at bage, hvad der skal vise sig som en umulig kage, men også bage det hvide menneske helt ind til ingenting.

Selvfølgelig er det meningen, at publikum skal mærke skylden, skal føle sig en smule trådt over tæerne, skal dele de hårdtarbejdende finaledeltageres forvirring over, hvad man må sige, gøre, kalde ting, og vigtigst af alt, hvad man selv vil associeres med. Men bægeret flyder over til sidst, og jeg sad personligt tilbage med en følelse af, at lige meget hvor meget vi prøver, hvad vi siger eller gør, så er det ikke godt nok. Det bliver aldrig godt nok.

Den følelse var tung at forlade salen med.

Hvis det er intentionen, så er det jo en fuldtræffer, men da man så også bliver tilbudt en kærlig opfordring, til det de selv skriver – vores hvide medmennesker – som er en opskrift, man får i hånden på vej ud af salen til en antiracistisk hverdag, så føler jeg mig igen talt ned til og en smule udskammet i stedet for udfordret og opfordret.

Vi kan og skal ikke glemme vores mørke kapitler i historien, vi skal hive dem frem i lyset og tale om dem. Det bliver der gjort her, men behøves der blive peget så stift med, ”fy, fy skam dig kagerullen” samtidig?

Baking Race burde ses af alle skoleelever i Danmark, ikke kun de hvide medmennesker, men alle, for racisme er vel ikke kun hvid, er den? Der er nok at tale om, der er nok at tage fat på, og her er et godt og flot indspark. Tag ind og se Baking Race, for så er I sikret noget at tale om i meget lang tid fremover. Det er ikke en let fordøjelig kage.


Baking Race spiller fra 09. september til 25. september 2022. Spiller i Støberiet på Blågårds Plads, men mødestedet er på Blaagaard Teater. Varigheden er ca. 80 min uden pause.


Medvirkende Lise Lauenblad & Anika Barkan Manuskript: Anika Barkan Iscenesættelse: Cille Lansade Scenografi: Christian Q. Clausen Lyddesign: Mika Forsling Kreativ producent og forestillingsleder: Ulrikke Hermansen Fotograf: Birk Thomassen Idé: Helene Kvint og Anika Barkan

En samproduktion mellem MØR collective og Blaagaard Teater.
Produceret med tilskud fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst og Københavns Kommune.

Skrevet af
Bo Dalum (f. 1977) far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentar er lukket.