Batman er bedre end nogensinde før, men historien er helt rundt på gulvet.

Efter tre lange års ventetid er den her endelig – Batman v Superman: Dawn of Justice. Meget mere behøver man egentlig ikke at sige, for den simple titel skriver næsten historien af sig selv.

I dette univers, der bygger videre på Man of Steel fra 2013, følger vi den unge Superman (Henry Cavill), der prøver at finde sin plads her i verden, efter de dramatiske begivenheder i slutningen af forrige film. Samtidig ophobes hadet hos den mere erfarne Bruce Wayne (Ben Affleck), der som en slidt Batman frygter for Jordens overlevelse med Superman på den. Alt imens lurer den sleske Lex Luther (Jesse Eisenberg) i manegen og planlægger en storslået tragedie.

Udgangspunktet er altså mere end solidt nok til at levere den bedste blockbuster i mandsminde, men ak og ve, historien spænder alligevel ben for dette historiske møde mellem de to ikoniske helte.

Over-the-top action, men forhastet historie.
For det virker aldrig på noget tidspunkt som om nogen af de to manuskriptforfattere har fået bugt med fortællingen. Der er mere blot et par genbrugte plotpunkter fra Man of Steel, og det fremstår ærligt talt noget sløset.

Eksempelvis har de ikke kunne finde på mere kreative ødelæggelser end at smadre en masse bygninger. Denne gang er der dog “ikke nogen mennesker” i bygningerne, så derfor er det okay. Det er noget tyndt, at de bortforklare et element som blev stærkt kritiseret i Man of Steel sådan, for hvis ikke det fungerede før, så bliver det ikke bedre, hvis man efterrationaliserer det.

Samtidig med, at vi travlt arbejder os mod slåskampene, vil filmen også gerne være dyb og eftertænksom. Hvis der så blot var brugt tid på de forskellige sideløbende fortællinger, så vi var rent faktisk var kommet i dybden med karakterne, ville det være til at bære. Men fordi filmen helt gennemgående lider af en panisk forhastet- og usikkerhed, skaber det i stedet flere tonedøve stemningsskift undervejs.

Den har så travlt, at vi hele tiden krydsklipper mellem 4-5 forskellige parallelle historier, der gør der umuligt at komme ind i et flow, for slet ikke at tale om slutningen, der skriger på desperation.

Det er på alle måde ”style-over-substance”, hvilket i sig selv passer meget godt til genren, men som i dette tilfælde er med til skabe en endnu mere forvirrende og forhastet stemning, når der klippes ulogisk mellem alle mulige seje indstillinger, uden tanke for om publikum faktisk kan se, hvad der sker på skærmen. Det betyder, at det bedste ved hele filmen, action sekvenserne, er langt svære at følge med i, end det burde være tilfældet.

Bedste Batman til dags dato.
For selvom det er noget forvirrende, så kan man ikke komme uden om, at der er en lang række – i mangel på bedre ord – vildt fede kampscener. Det er tydeligt for enhver, at der ikke har været en mangel på penge, og det kan ses, ikke mindst, i de fantastisk flotte omgivelser filmen udspiller sig i. Der bliver også leget med den visuelle udtryk, og til trods for, at det teknisk set er en efterfølger til en Superman film, så er det Batman, der for alvor stråler her.

Ja, hvis du skulle være i tvivl, så er karakteren endnu engang noget endimensionel, og ikke nær så begavet som i tegneserieuniverset, men det er en helt andet “Batfleck” vi bliver introduceret til her. Det er en hærdet Batman, der har eksisteret så længe, at han er blevet fuldstændig hård og brutalt. Der er ikke nogen kære mor, når han jagter kriminelle, og heller intet ord om, ikke at dræbe forbrydere. Han er faktisk bad-ass, og som en omvandrende tank, står han for de bedste action sekvenser i hele filmen.

Batman v Superman: Dawn of Justice, lever ikke op til hypet, så kort kan det siges. Der er flere glorværdige glimt undervejs af den film som alle fans har gået og håbet på. For første gang har vi en virkelig troværdig og cool Batman, og mødet mellem de to ikoniske superhelte er så overdådigt som det lyder. Problemet er dog ikke disse enkelte øjeblikke, men filmen som helhed.

Historien er ikke ekstraordinær dybsindig og begavet, men alligevel bevæger filmen sig tonedøvt rundt mellem computergenerede eksplosioner og mennesker i eksistentielle kriser. Det spiller slet ikke sammen, og de alt for mange sideplot kvæler på meget behændig vis ens forstand.

Så selvom det måske lyder som et fedt koncept at se de to giganter mødes, så er det lige så meget en trailer for andre superhelte film de næste fem år. Det er ganske enkelt alt for meget til to en halv time, og det eneste jeg håber DC tager med sig i fremtiden er, at det er okay at tage det lidt med ro.