Bjerget

Kategori Biografen skrevet af - juli 21, 2016
Bjerget

Godt filmhåndværk, men en tynd historie.

3stars

I Bjerget følger vi den jødiske husmor, Tzvia, der bor på Oliebjerget sammen med hendes mand og to børn. Hendes huslige pligter udfylder dog ikke særlig meget af tiden, så hun tilbringer det meste af de lange dage med at vandre rundt på kirkegården. Livet er for Tzvia meget monotont, ind til hun en nat ender et fremmed sted på kirkegården og ser et par have sex. Dette billede gør usvigeligt indtryk på den indelukkede husmor, hvorefter nattens opdagelser langsomt begynder at blive en større og større del af hendes liv.

Uforståelig tone.
For at gå lige til sagen, så er mit problem med Bjerget, at den befinder sig mellem to stole. Den er på samme tid en ufarlig historie, der ikke udfordre det meget kritisable samfund i Israel og, hvis karakterer bedst kan beskrives som klichéer, men samtidig vil den også gerne være en eksistentiel beretning om, hvordan det er at være kvinde i et patriarkalsk samfund. Der er simpelthen for stor afstand mellem disse to toner til, at fortællingen kan fremstå troværdigt, for ikke at nævne den dramatiske slutning, som filmen på ingen måde gør sig fortjent til. Det hele eskalerer så abrupt og pludseligt til sidst, og er på grænsen til et karakterbrud, for slet ikke at tale om, hvor utilfredsstillende det er med en film uden en egentlig slutning, men mere om det senere.

Paradoksalt nok, så kan min personligt største anke spores tilbage til den kvindelige hovedrolle. Tzvia er ufattelig passiv og har ingen viljestyrke eller eventyrlyst, selv da hun bliver givet muligheden for det. Hun er så bundet af den konservative regler i samfundet, at hun aldrig når længere end på et voyeuristisk niveau. Derfor giver det ingen mening, at hun i den sidste tredjedel pludselig er proaktiv til en sådan grad, at hun lægger en snedig plan og tør føre den ud i livet. Vi befinder os jo ikke en alternativ verden, der er surrealistisk, men i den verden vi lever i. Derfor fremstår det ekstremt, at hun ikke i det mindste forsøger at tale med sin mand, inden hun går planken ud. Men på trods af min personlige anke med historien, så må jeg også åbent erkende, at filmen på ingen måde er en katastrofe. Der er stadig gode takter på det filmtekniske niveau.

Filmen er fuld af poetiske billeder fra Oliebjerget, hvad end det er den eftertænksomme udsigt, eller de utal af gravkister, der er placeret på kirkegården som en labyrint. Selv når vi bevæger os over i noget, der minder om et køkkenvaskdrama, så er det stadig flot opsat. Når familien gradvist begynder at splittes, mere eller mindre direkte, er det fornemt fortalt både fra skuespillerne og kameramandens side. Det er bare ærgerligt, at selve historien ender med at blive en hæmsko for alt det gode filmhåndværk.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentar er lukket.