Black Panther: Wakanda Forever

Kategori Biografen af - november 09, 2022
Black Panther: Wakanda Forever

For overfladisk til at være dybsindig

Det er med stor spænding, at den nye Black Panther: Wakanda Forever er landet i biografen. Den første film, om den sortklædte superhelt fra et fiktivt og højteknologisk afrikansk land, tog verden med storm, og var ikke bare en kassesucces, men blev også den første superheltefilm, der kunne bryste sig af en oscarnominering for årets bedste film.

Desværre er hovedrolleindehaveren Chadwick Boseman dog gået bort, og spørgsmålet på alles læber har været, om Marvel Studios er været i stand til at fylde det hul ud, som han har efterladt sig. Boseman var hjertet i den næsten shakespearske etter, som med sin afdæmpende og modne attitude var det helt rigtige springbræt, de andre mere farverige personer kunne spilles op imod.

En hyldest til Boseman
Uden at spoile noget, er filmen på mange måder en hyldest til ham. Det er lige fra titelsekvensen, der kun består af klip med Chadwick Boseman i stedet for fra andre Marvel-film, over til selve manuskriptet, der i allerhøjeste grad handler om, hvordan resten af karaktererne har reageret på hans bortgang. Og selvom der bliver gjort meget for at sætte en ny karakter i scene til at overtage Black Panther-titlen, er det som om, at selv filmskaberne ikke rigtig har troet på, at det var muligt.

Filmens grundlæggende problem er nemlig ikke bare, at den ikke kan erstatte Chadwick Boseman, men, at den i processen faktisk ender med at fortælle en alt for banal fortælling. Der er en grundtematik om, at hævn er dårligt, og frygten for det fremmede kan lede til ens egen undergang, men det forbliver på et meget overfladisk niveau. Dertil hører også, at det hele bliver præsenteret på en meget selvhøjtidelig måde. Ikke bare karaktererne tager sig selv meget seriøst, men selv close-ups har en ekstremt lav dybdeskarphed, for virkelig at understrege, at det er intimt og dødsensalvorligt.

Fanget af genren
Og når man har høje ambitioner, er dommen også hårdere, når man ikke når dem. Fordi samtidig med, at filmen gerne vil være en bearbejdelse af sorg, så er det stadig en superheltefilm, hvor tredje akt skal kulminere i et Ringenes Herre-lignende slag, også selvom det ikke giver nogen mening. Actionsekvenserne er virkelig forceret, og man sidder tilbage og ryster mere på hovedet end normalt, fordi man i den første halve time bliver ansporet til at tro, at det her er en anderledes superheltefilm – men det er det bare ikke.

Black Panther: Wakanda Forever vil gerne sige rigtig meget, men når det kommer til stykket, er der ikke særlig meget på hjertet. Der bliver arbejdet ihærdigt på at ramme publikum følelsesmæssigt, men det eneste, som er lidt trist, er montagerne med Chadwick Boseman, der gik bort alt for tidligt. Det er desværre en meget middelmådig affære, og det er faktisk lidt skuffende, fordi man sidder tilbage med følelsen af, at en enkelt omskrivning af manuskriptet, kunne have afstedkommet en langt mere rørende og engagerende oplevelse.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.