Bros

Kategori Biografen af - oktober 06, 2022
Bros

En konventionel romantisk komedie om mænd

Bros er en overraskende generisk romantisk komedie. Selvom den er blevet markedsført benhårdt, med det pitch, at den angiveligt er den første, store amerikanske film, der handler om og er en hyldest til LGBTQ+ miljøet, er der ikke meget at hylde ved filmen her.

Et kejtet forhold
Filmen starter lige på og hårdt med, at vi bliver introduceret til vores hovedkarakter, Bobby, der råbende er ved at indspille sin podcast, hvor han taler om, hvordan det er at leve som homoseksuel i dag. Til en fest falder han pladask for den veltrænede Aaron, og selvom de er hinandens modsætninger, vælger de alligevel at give deres forhold en chance.

Setuppet er ganske fint, men det tager noget tid, før det bliver udforsket. For til at starte med, får man slet ikke lov til at ånde, eller blive indført i filmens stemning eller det seksuelle minoritetsmiljø, fordi det er som om, at vi skal igennem en lang række akavede, sammenklippede komiske situationer, før historien egentlig kan gå i gang. Tempoet er så overgearet, at vi er næsten halvvejs inde i filmen, før vi får en stille og rolig samtale mellem parret i filmen. Det er faktisk en meget ømtålig og varm scene, men den hører til sjældenhederne, fordi så skal de til en ny fest, og så kommer de op at skændes om de mest trivielle ting, eller også begynder Bobby, meget kortvarigt, at tage steroider, fordi han også gerne vil være pumpet ligesom Aaron.

Det hele er meget ufokuseret. Jeg grinte faktisk flere gange undervejs, men til tider virker filmen mere som et sketchshow, end en sammenhængende historie om to mænd, der prøver at åbne sig følelsesmæssigt for hinanden.

Fremstiller ikke queermiljøet i det bedste lys
Der er også nogle lidt uheldige konnotationer i filmen. Det er ikke usædvanligt, at karaktererne i romantiske komedier er meget egoistiske, der skal trods alt være en god grund til, at de ikke har fundet kærligheden endnu, men Bobby er nok en af de mest selvoptaget af slagsen. Han har et så stort behov for performativ selvrealisering, at han er nødt til at være i centrum hele tiden, også når det ville være på sin plads at give andre en smule taletid. Det er en egenskab som han deler med mange af sine bekendte i minoritetsmiljøet, og det har nok ikke været hensigten med tanke på, hvordan filmen gerne vil være en hyldest til alle seksuelle minoriteter.

Bros sælger sig selv som at være en af de første romantiske LGBTQ+ film, der er blevet produceret af et stort amerikansk filmstudie, men som en film i sig selv, forbliver den bare generisk. Karaktererne refererer endda til, at interaktionerne på Grinder vækker minder til film som You’ve Got Mail, så filmskaberne er ikke uvidende om, at klichéerne er til stede i fuld vigør. Det gør det ikke desto mindre endnu mere skuffende, at alle konventionerne bliver dyrket, i stedet for at være lidt skarpere, når nu man har solgt sig selv som værende bedre og mere inkluderende end tidligere tiders ’heteronormative romantiske komedier’.

I stedet bliver dramaet mere en dyrkelse af konventionerne, og selvfølgelig ender kæresteparrets afsluttende konflikt med at være så banal, at man aldrig er i tvivl om, at de nok skal finde hinanden igen. Det er meget sigende, at der bliver gjort tykt grin med Hallmarks billige, romantiske dramaer gennem hele filmen, men uden, at filmskaberne på noget tidspunkt selv har været klar over, at deres manuskript er endt med at være lige så overfladisk.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.