Burnt er en af de mange film, der i sit udgangspunkt havde alt kørende for sig. Det er et simpelt, men lettere flabet drama om en mesterkok, der gerne vil tilbage på den store scene og skabe en 3-stjernet Michelin restaurant. Ikke nok med det, så er filmen næsten spækket til randen med så mange store og aktuelle stjerner, fra både film og tv, at nogen af dem endda er blevet sorteret fra i klippe processen.

Med andre er ord er alle ingredienserne til stede for at skabe en både publikums og kritiker darling i stil med David O. Russells seneste gebærdelser. Hvorfor det ikke blev nogen større succes forstår jeg personligt ikke, for imodsætning til netop O’Russell, så synes jeg faktisk, at Burnt, fungerer rigtig godt ud fra sine egne præmisser. Det er på ingen måde et mesterværk, men underholdende og behagelig er den stadig 4 måneder efter biografpremieren – særligt med det store madudvalg, der blive præsenteret.

Her følger den oprindelige anmeldelse af filmen:

I Burnt følger vi Adam Jones (Bradley Cooper), en tidligere mesterkok, der blev udbrændt og som nu forsøger at vende tilbage til gourmetverdenen i håbet om at skabe en af de bedste restauranter i verden, få den tredje Michelin stjerne og måske i processen får rettet op sit nogen turbulente følelsesliv. Det lyder ikke synderlig originalt, og selvom historien måske er lige lovlig simplificeret, så fungerer filmen på det helt grundlæggende plan.

En god morale.
Det er opløftende at se en film om miljøet på restauranterne, hvor det ikke handler om at legitimere den dårlige stemning og den hårde tone, men i stedet gerne vil vise, hvor meget det løfter folkene i og omkring køkkenet, hvis man bare anerkender hinanden.

Det er et fantastisk budskab, men desværre tager det 2/3 af filmens spillelængde før vi når der hen, og i mellemtiden bliver fokus spredt ud over alt for mange dramatiske sidehistorier om Adams tidligere restaurant og læremester, hans fortid som narkoman og det virkelige forenklede mål om at få tre Michelin stjerner.

Heldigvis for os bliver alle de meget overdramatiserede plots udlignet af en fornem ensemble, der rummer alt lige fra Bradley Cooper og Sienna Miller, der er fornemt forenet efterAmerican Sniper, Daniel Bruhl, Emma Thompson og endda Alicia Vikander, der dukker op for en bibemærkning. Skuespillerne formår virkelig at løfte filmen og holde en interesseret, godt hjulpet på vej af de lækre madmontager, der gør det let at sluge de til tider unødvendige historier.

Som en film om madmiljøet har Burnt en overraskende positiv morale, den ligger bare gemt under overfladen. Det noget så sjældne budskab om, at man ikke kan klare alting selv, uanset, hvor mange lappeløsninger man gør brug af, og hvor pænt det ser ud på overfladen. Vi har alle brug for andre mennesker, også Bradley Coopers Adam, men hele filmens næsten underspillede skildring af den gode karma bliver dog næsten overdøvet af alle de unødvendige sidehistorier om Adams fortid, hvori den største synd er, at filmen slet ikke har brug for dem for at være dramatisk.

For Burnt er en virkelig god og opløftende film, hvis man skærer helt ind til benet. Der er bare en masse støj, der omgiver den.

Ligesom filmen er tilbehøret på Blu-ray’en ganske hæderligt. Vi får lov til at komme helt bag processen igennem en lille halvtimesdokumentar, der er ganske velproduceret og nydelig. Derudover er det en række sammendrag af forskellige konference, hvor instruktøren John Wells og ensemblet, svarer på spørgsmål fra journalister og almindelige mennesker i blandt publikum. Der er imidlertid ikke noget kommentarspor på filmen, hvilket ellers er det jeg personligt håber på følger med, men til gengæld er der en håndfuld frasorterede scener, hvor instruktøren også benytter muligheden til at forklare, hvorfor lige netop disse er blevet frasorteret.

Alt i alt er Burnt en rigtig godbid på Blu-ray, og er man til fandenivoldsk gastronomi, gå man ikke galt i byen.