Captain Marvel

Kategori Biografen skrevet af - marts 06, 2019
Captain Marvel

Underholdende, men uden dybde

I Captain Marvel tager vi tilbage til 1990’erne, hvor Kree-krigeren Vers, også kaldet Carol Danvers (Brie Larson), nødlander på jorden, efter en af hendes seneste missioner er løbet af sporet. Hendes visit fra det ydre rum går dog ikke stille for sig, og kort efter hendes ankomst bliver hun mødt af en ung Nick Fury. Sammen forsøger de at besejre en ondsindet race kaldet Skrulls, der har i sinde at finde et mystisk dommedagsvåben, der muligvis også trækker tråde til Vers glemte fortid på jorden.

MacGuffin-plot
Uden at afsløre for meget af historien, så er det et klassisk MacGuffin plot, hvor de gode og de onde kæmper om at finde et dommedagsvåben først. Hvad våbnet kan, er dog underordnet, for formålet er rejsen ikke målet. Med denne type plot, har man en god undskyld for at have en masse actionsekvenser, og resten af tiden kan bruges på det vigtigste i disse superheltefilm – karakterudviklingen.

Actionsekvenserne er flotte i denne omgang. Produktionsdesignet er veludført, kostumerne er også godt designet og fremstår til at have en meget jordnær beskaffenhed. De computergenerede effekter er også fornemt eksekveret, selvom mange af slåskampene fremstår næsten vægtløse, da der er skruet en ekstra tand op for personernes fysiske evner.

Når det kommer til ensemblet, har vi dog kun i glimt tid til at dvæle ved det menneskelige aspekt af karaktererne. Vi lærer aldrig rigtig nogen af personer i filmen at kende, for selvom de korte afbræk fra bombardementet af eksplosioner forsøger at give os et indblik i hvem Carols Danvers og resten af persongalleriet er, så forbliver det en overfladebehandling.

Captain Marvel forbliver en enigma
Der er virkelig meget, som skal forklares. Vi har et helt science-fiction univers, med rumvæsner som Kree og Skrulls, fjerne samfundsstrukturer og Vers’ rolle i alt det skal også kortlægges. Som følge af, at alt dette skal forklares, ender karakteriseringen af Carol Danvers desværre med at gå tabt.

Når filmen er slut kender man ærligt talt ikke rigtig titelkarakteren. Hun er både en drengepige, der er traumatiseret af sin fortid, dybt seriøs omkring sit arbejde, men samtidig fyrer hun konstant oneliners af, når hun er oppe at slås. Det er som om hun har to forskellige personligheder, afhængig af om det er en slåskamp eller en dialogtung scene, og det gør det virkelig svært at få nogen forståelse for, hvad det egentlig er, der driver hende.

Dette er jo hendes oprindelseshistorie, hendes biografdebut og første gang de fleste folk stifter bekendtskab med karakteren, og så er det besynderligt, at vi aldrig får serveret hendes grundmotivation, hele årsagen til, hvorfor hun vælger at være en helt. Det eneste, der tilnærmelsesvis ligner en forklaring er, at hun gerne vil gøre det rigtige, men det er lidt for tyndt et karaktertræk, at basere hele hendes væsen og personlighed på.

Hun minder i forvejen meget om Marvels pendant til Superman, og det havde været rart med lidt menneskelighed til at differentiere de to fra hinanden. For som udgangspunktet er det svært at føle noget tilhørsforhold, til en usårlig superhelt, der er perfekt på alle måder.

Til trods for, at Danvers kan være svær at forholde sig til, så fungerer hun allerbedst i makkerparret med Samuel L. Jacksons Nick Fury. De klinger rigtig godt sammen, og relationen mellem dem er klart den mest definerede og underholdende del af hele filmen. De bliver også godt hjulpet på vej af både Jude Law og Ben Mendelsohn, der virkelig overspiller og puster lidt liv ind i begivenhederne, hver gang de dukker op i en scene.

Tonalt piskesmæld
Nu har jeg skrevet meget om, hvordan plottet og titelkarakteren er en kende underfortalt og forhastet, men det kunne til dels være tilsidesat, hvis filmen havde en tone, der gjorde det muligt at leve sig ind i dette superhelteunivers. Mange af begivenhederne er på papiret temmelig dystre, og omhandler krig, had og forfølgelse af minoriteter. Det er dog ikke Marvels stil at have en seriøs grundtone, så i stedet bliver der gjort lystigt brug af bathos.

Med andre ord, bliver hver eneste mulighed for at skabe en smule dramatisk tyngde, undermineret af en antiklimatisk joke. Det er en nem måde at skabe komiske øjeblikke, men det er også ødelæggende for ethvert håb om at få publikum investeret i historien. Og det er også filmens største synd, at den ikke tør vælge enten af være en dramatisk spændingsfilm, eller en hyggelig familievenlig komedie, og derfor ender med ikke at være nogen af delene.

Captain Marvel er som alle andre Marvel film fuld af hæsblæsende underholdning, men den skuffer som en oprindelseshistorie. Vi lærer aldrig personen at kende, hendes forhindringer fremstår for lette, og man har ingen ide om, hvad hendes kræfter egentlig er. Denne skuffende oplevelse bliver også hjulpet på vej af et ringe manuskript, hvis dialog har mere til fælles med Aquaman end de bedste Marvelfilm som Captain America: The Winter Solider.

Indpakningen er selvfølgelig flot, og de fleste vil nok føle sig meget godt underholde, af de utallige flotte actionsekvenser og hele rumkulissen. Det er dog meget tomme kalorier, som ikke efterlader noget stof til eftertanke. Jeg ville ønske, at jeg havde mere positivt at skrive, men for mit vedkommende, ender det som en meget middelmådig superheltefilm.

Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her