Central Intelligence

Posted in Biografen by - juni 30, 2016
Central Intelligence

En overraskende morsom film.

4stars

I Central Intelligence følger vi revisoren Calvin (Kevin Hart), der lever en behagelig tilværelse. Han har et godt job, og en kone, der holder af ham, men han går stadig og længes tilbage til high school, hvor han var skolens mest populære fyr. Hele hans liv bliver dog vent på hovedet, da han overtales til at mødes med sin gamle studiekammerat – skolens tykke dreng Bob.

Bob er dog ikke længere særlig tyk, men i stedet blevet til Dwayne Johnson, der selvfølgelig også er CIA-agent, og som har brug for Calvins hjælp til at finde nogle kriminelle bagmænd. Calvin siger dog kategorisk nej, men det kan være lige meget, for inden han ved af det, er de begge rodet ud, hvor de ikke kan bunde.

Ikke umiddelbart min smag.
Lad mig bare tone rent flag med det samme og skrive, at jeg ikke er verdens største fan af Kevin Hart. Jeg har svært ved at se hvorfor han er noget særligt ud over hans meget ihærdige energi, der har en tendens til at være mere irriterende end spredende. I filmen beskrives han som en ”Snack-sized Denzel Washington”, men i virkeligheden er han nok nærmere en ”Mini-Chris Tucker”.

På trods af alle mine personlige fordomme om den lille herre, så må jeg også bare være ærlig og fortælle, at jeg faktisk synes Central Intelligence er en rimelig underholdende buddy-cop komedie. Æren for dette tilfalder dog ikke komikeren Kevin Hart, men i stedet det store muskelbundt Dwayne ”The Rock” Johnson.

I historien er Johnson en person, der har været enorm fed som barn og derfor blev moppet helt hysterisk. Han har aldrig haft nogen venner, hvilket også kan ses i hans personlighed. For han opfører sig igennem hele filmen som en kejtet lille dreng, der ikke forstår nogen sociale nuancer, og når denne personlighed er indkapslet i en bodybuilders krop opstår der noget helt unikt komisk – en unikhed som filmen ellers i store dele mangler.

God kemi og gæsteoptrædener.
Det er nemlig en buddy-cop komedien som man kender den, med to vidt forskellige personligheder (i dette tilfælde også fysiske), der bliver rystet sammen mere eller mindre modvilligt. I langt størstedelen af filmen fungerer det også virkelig godt. Hart og Johnson har en sprudlende kemi, hvor det er tydeligt, at de godt kan lide at arbejde sammen, og så spiller de i disse scener også mod ens forventninger, så Kevin Hart er den seriøse, mens Johnson er den komiske. Når de to er sammen, er filmen for alvor sjov.

Den største svaghed er imidlertid også Kevin Hart. Han har nemlig også en kedsommelig sidehistorie, der handler om hans ægteskab. Det er et fuldstændig ligegyldigt sideplot, der heller ikke er morsomt, men som øjensynligt kun eksisterer for at trække spilletiden op, og ender bare med at understrege, at humoren kun eksisterer når makkerparret er sammen.

Nu lyder det måske som en meget middelmådig film, og det er det også på mange måder, men den har en lille genistreg, og det er i form af gæsteoptrædener. Hver gang filmen er ved at miste momentum, eller Kevin Hart har brugt lidt for lang tid på at fyre jokes af, der ikke har nogen betydning for plottet, så dukker der pludselig en talentfuld komiker op, og puster nyt liv i filmen. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvem de er, men lad det bare være sagt, at de dukker op, stjæler scenen og hopper ud igen – og det er helt klart noget at se frem til.

Central Intelligence, er stik mod mine forventninger, en sjov komedie. Kevin Hart er stadig forudsigelig skinger, ligesom han er i alle sine andre film, men denne gang bliver han balanceret af muskelbundtet Dwayne Johnson, der viser han måske har en fremtidig karriere inden for komediegenren. Stor filmkunst bliver det aldrig, og historien er som taget ud af tusindvis af andre bedre film, men den formår alligevel at holde momentum hele vejen, og underholde med nok sjove og pudsige indfald undervejs til, at jeg i hvert fald begyndte at grine – og meget mere kan man ikke håbe på af denne type film.

  • Release Date: 6/30/2016
This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.