En film fuld af spildte muligheder
Chaos Walking er en film, som har været meget længe undervejs. Den er ikke bare blevet forsinket, ligesom så mange andre film under coronapandemien, men har måtte gå igennem et vaskeægte produktionshelvede. Det indebærer bl.a. et hav af manuskriptforfattere, reshoots i flere omgange, hvilket har været med til at udskyde premieren til i dag, to år efter den oprindelige.
Med sådan en broget forhistorie, sad jeg med en forventning om, at det ville være et rendyrket makværk, som man kunne sidde og grine højlydt af, men sådan er filmen slet ikke endt, det er faktisk meget værre.
For i stedet for en ”So bad it’s good”-film, så er det bare en film, der er plaget af mærkværdige beslutninger hele vejen igennem, så man mere sidder tilbage med en følelse af forundring over, hvorfor ingen har tænkt en tanke til ende.
Paradoksalt nok, handler filmen om en gruppe mænd, der er de første bosættere på planeten New World. Den ligner meget vores, men twistet er, at man kan høre alle mænds tanker, det de i filmen kalder for Støjen. Her møder vi teenageren Todd Hewitt (Tom Holland), der aldrig har set en kvinde, fordi de eftersigende alle er blevet myrdet af de indfødte aliens. Det ændrer sig dog, da kvinden Viola (Daisy Ridley) styrter ned på planeten, og sætter skub i noget af en rejse for dem begge.
Uforløst koncept
Konceptet rummer i og for sig et stort potentiale, til at skille sig ud fra mængden. For hvordan ville et samfund se ud, hvis hver eneste tanke, blev sendt ud til omverdenen fuldstændig ufiltreret? Spørger man filmen her, er svaret på det spørgsmål, dog ikke særlig interessant, for i langt de fleste tilfælde, kunne man helt udelade den her gimmick. Støjen bliver det meste af tiden ikke brugt til andet, end at overforklare alle situationer. Samfundet ligner også meget, det vi kender fra vores egen planet, hvor de snedige og de kyniske sidder på magten, mens de følelsesladet og naive, bliver udnyttet og manipuleret.
I langt de fleste tilfælde, betyder det, at Støjen kun bliver brugt til eksposition, og lidt for mange akavede scener, hvor Tom Hollands Todd fantasere om at kysse Viola, der som sagt er den første kvinde han har set i sit liv.
Men denne forspildte mulighed med Støjen, er dog ikke den eneste besynderlige beslutning i filmen. For selvom det er en science-fiction film, og vi fra start af får at vide, at den her gruppe mennesker er på en fremmed planet for at kolonisere den, og vi ved, at der er rumvæsner på den her planet, så spiller rumvæsnerne ingen rolle i historien. Jeg tror ovenikøbet, at man kun ser en alien i en enkelt scene af filmen.
Ligeledes, er karaktererne også papirtynde, til trods for, at vi kan høre alt hvad de tænker. Todd er en ung og rastløs mand, men vi lærer ham aldrig at kende som person, og ved intet ud over, at han er pigeglad, ligesom Mads Mikkelsens karakter, aldrig rigtigt udvikler sig til at være mere end skurken. Det størst offer er dog Daisy Ridleys Viola, der ligesom Rey fra Star Wars, har en tragisk fortid, der omhandler hendes forældre, men som gennem hele historien er umanerlig handlekraftig, og meget let løser alle problemerne på sin vej, i en sådan grad, at vi aldrig rigtig lærer hende at kende, fordi hun aldrig møder nogen følelsesmæssig modstand.
Chaos Walking er helt klart en film, der er tiltænkt et ungt publikum, men derudover er det svært at se, hvad meningen har været med den. Produktionsvanskelighederne står nærmest skrevet på lærredet, eftersom historien er sløset og usammenhængende fortalt, flere af karaktererne forsvinder med jævne mellemrum og har næsten ikke nogen dybde, og så er den meget konventionel, indenfor den her underkategori er Young-adult, science-fiction, post-apokalyptisk coming-of-age film, som er udkommet i en lind strøm siden Harry Potter.
Filmen er aldrig i nærheden af at være god, men den er heller ikke på nogen måde fuldstændig håbløs lavet. Jeg er ikke i tvivl om, at der findes en god film gemt væk her, et eller andet sted, men noget er tydeligvis gået galt, i løbet af den lange rejse fra de første optagelser i 2017 og så til i dag, hvor den endelige film er fuldstændig blottet personlighed, og som de færreste nok vil blive grebet af.