Den vil ikke pege fingre af nogen, og siger derfor ikke noget.

I Concussion følger vi den nigerianske retsmediciner Bennet Omalu, der til trods for sin unikke tilgang til obduktioner altid udfører sit arbejde helt til punkt og prikke. Hans liv tager dog en uventet drejning, da en tidligere NFL-stjerne ender på hans bord. Spilleren nåede ikke engang at blive 50, og det er kun grundet Omalus virkelyst, at han opdager, at der er noget i vejen med hans hjerne. En åbenbaring, der for altid vil ændre hans liv, og gør ham til en torn i øjet for det amerikanske fodboldforbund.

Det lyder unægtelig som en interessant historie, men dette fundament bliver aldrig udfoldet på lærred.

Respektfuld skildring af NFL.
Det lader til, at Will Smith og folkene bag kameraet ikke har haft lyst til at lægge sig ud med NFL, og dermed amerikanernes foretrukne sportsgren. Derfor er filmen ikke så meget historien om en retskaffen nigeriansk retsmediciner, der prøver at oplyse folk om hjernesygdommen CTE, men lige så meget om en tidligere fodboldlæge, spillet af Alec Baldwin, der mere end én gang tager NFL i forsvar.

Dette er selvfølgelig kun et symptom på det overordnede problem. For mere end noget andet, så lider Concussion under, at den ikke er særlig spændende eller velspillet.

Will Smith forsøger bravt af gøre den lettere autistiske læge interessant, men når aldrig dybere end at påtage sig en besynderlig accent. Og på trods af den sprængfarlige historie, spiller filmen mest af alt som en lang række “højdepunkter” inden for det historiske drama. Det er klichéer som David mod Goliat, enerens evindelige kamp for retfærdighed, anonyme opkald om natten osv. Intet af dette bliver gjort med særlig stor finesse eller engagement, og den manglende sammenhængskraft får filmens længde til at fremstå meget længere end den i virkeligheden er.

Concussion er et biografiskdrama, der er uhyggeligt tæt på at være en bogstavelig manifestation af udtrykket; ”ligesom alle de andre”. Der er ikke noget i filmen, der ikke er blevet gjort før eller gjort bedre. Det, der mere end noget andet gør, at filmen lander på en middelmådig karakter er, at man ikke kan mærke indignationen.

Der er ingen forargelse eller vrede over den pengegriske adfærd fra det amerikanske fodboldforbund, og når filmskaberne ikke har noget inderligt på hjerte, så kan man også mærke det i sidste ende.