Confess, Fletch

Kategori Biografen af - november 24, 2022
Confess, Fletch

En (næsten) vellykket mordkomedie

Jon Hamm og co. har kastet sig ud i noget af et projekt. Baseret på de amerikanske knaldromaner fra 1970’erne om den ihærdige journalist, Irwin Maurice ”Fletch” Fletcher, der senest blev spillet af Chevy Chase i 80’erne, får vi nu et moderne bud på, hvordan den lettere forvirrede, irriterende, men også charmerende journalist kan se ud. Det involverer bl.a. en stjålet malerisamling, et mord og en efterforskning, der hele tiden går fra dårligt til værre.

Den svære balancegang
I hovedrollen har Jon Hamm allernådigst castet sig selv, og han er da også filmens helt store trækplaster. Han har gennem sin karriere vist, at han er en charmerende mand, og det lykkes i grove træk at få Fletch til at fremstå som en person, der er mere underholdende end utålelig. I samme komiske ånd som Kiss Kiss Bang Bang, er det en sort komedie, hvor grundhistorien er dramatisk og seriøst, men bare hvor karaktererne er lidt skæve, og hovedkarakteren den mest malplacerede af dem alle.

Denne komiske balancegang kan fungere, selvom det er meget svært at ramme tonen helt præcist, så det ikke bliver for fladpandet eller bare et kedeligt mordmysterie. Men ligesom karaktererne er lidt skæve, er det også som om, at de små ting ikke helt hænger sammen i det endelige produkt.

Mangler lige det sidste
Et godt eksempel på, at det hele er ligeved og næsten, er protagonisten Fletch. Han er en meget klart defineret karakter, med nogle skæve karaktertræk, men publikum bliver aldrig rigtig præsenteret for disse særheder, før de manifesterer sig, nogle gange meget sent i fortællingen. Så det virker til tider som om, at man sidder og ser del to i en serie, hvor hovedspillerne allerede er blevet etableret. Det er selvfølgelig ærgerligt, fordi med en lidt længere første akt, kunne man sagtens have karakteriseret Fletch lidt bedre, og så havde det ikke været værd at fremhæve.

Det samme gør sig gældende for resten af filmen, at den er så tæt på at fungere og lykkes med sin svære mission, at balancere mellem to stemninger. Den vil så gerne være sjov, men det er sjældent, at man sidder og skraldgriner, ligesom folk som Marcia Gay Harden, Kyle MacLachlan og John Slattery får lov til at skære grimasser og være morsomme, men er med i alt for kort tid.

Det er ikke svært at anbefale Confess, Fletch som en hyggelig, lille film, der kan sætte punktum for en tur i byen, men den mangler lige det sidste, før det hele spiller.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.