Copshop

Kategori Biografen af - november 04, 2021
Copshop

En solid actionfilm med en oplagt Gerard Butler

Gerard Butler er tilbage i biografen og denne gang er det med en rigtig retro thriller i form af Copshop.

I filmen følger vi en gruppe lyssky mennesker på en skæbnesvanger aften, hvor de ender med at krydse klinger på en politistation midt ude i det amerikanske bøhland. Og uden at opremse hele filmens handling, så er man fra første færd godt klar over, at det her er en rigtig b-film, der skeler mere mod fortiden end mod fremtiden.

Det er ikke bare i starten, hvor der bliver brugt en masse tid på at etablere filmens stemning gennem en lang montage med rigtig 70’er musik, men også mellem skududvekslingerne bliver der brugt tid på at forme det, med stolthed, karikerede persongalleri, fuld af stereotyper. Der er den afdankede politichef, der bruger mere tid på at råbe ad andre, end at lave sit arbejde, den korrupte politibetjent, som hele tiden graver sig ned i et dybere hul, grønskollingen, som stadig ikke er blevet korrumperede og så selvfølgelig en god håndfuld rendyrkede kriminelle, som alle befinder sig forskellige steder på psykopatispektret.

Fungerer indenfor genrekonventionerne
Men fungerer det så, dette tilbageblik mod en enklere tid, hvor man ikke forventede, at film skulle være henvendt til alle og sige noget dybsindigt? For mit vedkommende, er svaret ja.

Det er ikke nogen stor film, men underholdende det er den. Alle karaktererne er klart defineret, og man ved meget hurtigt, hvordan de kommer til at reagere i forskellige situationer. Action er der nok af, og vigtigste alt, er der konsekvenser, så man som publikum hele tiden sidder og spekulerer på, hvem der er den næste, som ryger. Manden øverst på rollelisten, Gerard Butler, må også efterhånden siges at have fundet sin plads i filmverdenen, og gør det meget godt som den noget broget, men i sit eget hoved oprigtige lejemorder Bob Viddick, ligesom skuespillerne Alexis Louder, Frank Grillo og Toby Huss også gør det godt indenfor genrekonventionerne.

Copshop kommer nok ikke til at forandre filmindustrien eller skabe nogen ny politisk bevægelse, men som en solid b-film, der ved hvad den er, og som leverer både hårdtslående action og et farverigt persongalleri, må missionen siges at være godkendt. Men du skal som sagt bare ikke forvente mere, end voldelig og retro underholdning.

Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.