cph pix:
Interview med Kasper Juhl

Kategori CPH PIX, Eksklusivt, Interview skrevet af - oktober 03, 2018
cph pix: <br> Interview med Kasper Juhl

Cph pix er godt i gang og vanen tro, er det også ensbetydende med en lang række premierer på spændende film. En af de film, som får verdenspremiere på festivalen er Månebrand, og vi har talt med instruktør Kasper Juhl, om hans seneste film, der både er hård og brutal, men også utrolig personlig.


Til at starte med, kan du måske fortælle, hvad filmen går ud på?

Filmen følger et par destruktive søskende, og er bygget op af brudstykker fra deres hverdag, som er en reaktion på at have en syg forælder. Det vil sige, at de har mistet deres mor, og deres far er kræftramt. Så ser man i filmen, hvordan sorgen kan blive destruktiv. For to år siden mistede jeg selv min far, så det er et billede på, at hvis jeg ikke selv var i balance, ville jeg nok have gjort som de her to søskende i filmen. Gå fuldstændig amok og være lige glad med alt og alle.

Jeg har ikke forsøgt at følge et narrativt plot, men i stedet gerne ville have, at det skulle handle om de her karakterer. Et glimt ind i deres hverdag.

Så det er et meget personligt projekt?

Ja, det er det virkelig meget.

Så vidt jeg kan forstå, har processen nærmest været dogme inspireret?

Efter min far døde, kunne jeg ikke finde inspirationen til at lave film. For jeg tror selv, at en del af min drivkraft var, at jeg skulle gøre min far stolt. Da jeg mistede ham, begyndte det at gå lidt ned af bakke. Så fik jeg idéen til at lave Månebrand, og skrev manuskriptet på to uger. Så havde vi et manuskript på 30 sider, og så skulle det bare laves hurtigt og med det samme.

Jeg har altid været inspireret af dogmefilm, så vi tænkte: ”Lad os blive inspireret af det”. Men det er ikke en dogmefilm. Vi laver det på vores egen måde. Det vil sige, at vi lavede nogle benspænd, som var, vi kun måtte bruge håndholdt kamera og ingen lyssætning, kun naturligt lys. Det gjorde, at vi kunne optage filmen på 10 dage. Vi var har lavet en spillefilm på under et halvt år, så det er næsten en rekord.

Du har lavet filmen hurtigt, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at studse over, at du har Jonas Ussing som VFX Supervisor og Lasse Spang Olsen som Stuntkoordinator. Det er to film, som er nogle af de bedste inden for deres felt, så hvad sker der i filmen, siden de to er involveret?

Det er meget sjovt med Lasse Spang Olsen. Jeg har været stor fan af ham lige siden I Kina spiser de hunde, som jeg så som lille. Månebrand er ret voldelig, og der sker ret sindssyge ting, så vi var nødt til at have en stuntkoordinator på. Jeg skrev til Lasse Spang Olsen, som vi tænkte, at det nok slet ikke kan lade sig gøre, og så skrev han, at han sygt gerne ville være med, og han skulle have ”nada” for det. Han synes bare det lød så fedt.

Det er ikke en dårlig reaktion at få.

Nej, og mange af scenerne er også hans idéer, som han smed ind, imens vi brainstormede.

Og du vil måske ikke løfte sløret så meget for, hvorfor du har en VFX Supervisor?

Ej, der er en scene, som kræver noget VFX. Det er ikke så meget. Der er et par enkelte scener som Jonas [Ussing] har optimeret og gjort super fedt.

Hvordan er det så at blive udtaget til cph pix?

Det er særligt fedt, for filmen er jo slet ikke færdig endnu. Den er helt færdig i morgen. Så det cph pix har set, er ikke den færdige version. Så vi har lidt stress på.

Men vi har jo lavet den så hurtigt, at det kunne ikke være anderledes, og [arrangørerne] ved også godt, at den bliver færdig lige før. Sådan er det bare. Det er en del af projektet, at vi ikke er færdig en uge før.

Hvordan ville du beskrive din rolle som instruktør, i denne proces, som bliver båret mere af samarbejde end normalt?

Jeg er meget en skuespillerinstruktør. Når jeg ser andre film, så går jeg mest op i skuespillet. Især når det er mørke film, går jeg meget op i at åbne for dem, så de kan åbne for mig. Så jeg også en masse lange samtaler med dem, inden vi skyder scenen. Samtidig er jeg også en instruktør, der gør det meget frit. Jeg stiller aldrig rammer op, og tror aldrig, jeg har sagt til en skuespiller, ”du skal stå her, når du siger det”. På den måde holder jeg det meget åbent, og det ved jeg også, at de godt kan lide. Man siger også, at: ”En god instruktør instruerer ikke”. Så jeg forsøger ikke at instruere for meget, og gennem samtaler trykke på de rigtige knapper, så når jeg slipper dem løs på sættet, sker der den magi, som jeg gerne vil have.

Så det handler meget om at få det tætte bånd til spillerne, så de også tør gå ind og levere det, med de energi de føler er der.

Var der så noget, der ændrede sig markant fra dit 30-siders manuskript til den (næsten) færdige film?

Sindssyg meget. Da jeg først skrev det, havde jeg en idé om, at man ikke måtte se nogle ansigter i filmen, og dialogen skulle være så langt tilbage i lyddesignet, at man næsten ikke kunne høre, hvad de sagde. Sådan startede det, og så har det bare udviklet sig. Mie Gren, som spiller den kvindelige hovedrolle, har jeg arbejdet med før, og vi er blevet rigtig gode venner, så jeg arbejdede også på filmen sammen med hende, hvor der kom en masse nye idéer. Selv da vi var i gang med at filme, gik jeg også tilbage og omskrev manuskriptet lidt.

Det synes jeg kun er fedt. Det må gerne være organisk, og levende en proces, så vi kan lave det om, hvis det er det vi føler. Så de 30 sider var meget levende.

Er der noget særligt, du gerne vil have folk får ud af filmen?

Et indblik i, hvor hård en sorgproces kan være. Jeg vil gerne vise, de lidt mere ekstreme følelser, man kan få ved at miste en forælder. Det er en meget brutal måde jeg viser det på. Det er ikke bare folk, der ligger sig ned og græder. De fortrænger det, og går amok med druk, fest, prostituerede og jeg ved ikke hvad. Det er lidt det, jeg gerne vil vise. At livet ikke bare er sjov og ballade.

Tags:
Avatar
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.

Efterlad en kommentar her