CPH PIX16: Afskåret

Kategori CPH PIX af - november 01, 2016
CPH PIX16: Afskåret

Det man hovedsagelig lægger mærke til i Afskåret er, at der tydeligvis har været nogle helt vildt talentfulde billedmagere, som har arbejdet bag kulisserne. Flere af indstillingerne, kompositionerne og det visuelle sprog kan sagtens konkurrere med de bedste fra den amerikanske indiescene. Det er simple, men effektive kneb, som når sms beskeder smides op på billedet, så de ikke distraherer fra handlingen, eller da Sarah (Emilie Claudius Kruse) går i søvne, hvor hun er placeret direkte i centrum af billedet som svævede hun gennem den ildevarslende skov.

Musik-og lydsiden er også mere end kompetent. Det diskrete soundtrack fremmaner en boblende stemning af kaos under overfladen, men aldrig på noget tidspunkt bliver det på bekostning af fortællingen. Med andre ord, så stjæler musikken aldrig opmærksomheden.

Roserne slutter dog her, for selvom selve produktionen er veludført, så halter det gevaldigt i de to vigtigste afdelinger – skuespillet og manuskriptet.

afskaret1

Skuespillet er en blandet pakke bolsjer, der rangerer fra Thomas Magnussen der har en naturlig diktion og er troværdig som overklasseløget Kenneth, der aldrig har haft rigtige problemer over til faren Carsten, spillet af Morten Deurell. Carsten er den værste arketype, der eksisterer på film. Han er den utroligt selvmedlidende og ynkelige mand, som vi af en eller anden grund skal have sympati for, bare fordi han ikke er født med en sølvske i munden. De kvindelige karakterer bliver spillet bedre, men lider også under et ufokuseret manuskript.

Filmens historie minder nemlig mere om en række genkendelige scener fra andre film, end en egentlig sammenhængende fortælling. Vi springer fra scener, der omhandler hævnporno over til filosofiske enetaler uden nogen form for sammenhæng, og alt bliver leveret med en så selvhøjtidelighed, at det bliver svært at tilgive den utrolige dissonans i plottet. Hvis bare der havde været lidt humor undervejs, eller en ironisk distance til nogle af de lidt for prætentiøse øjeblikke kunne alt være blevet tilgivet, for visuelt er det en fryd for øjet.

3stars

Tags: ,
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.