Det er ikke til at fatte, men Christian Tafdrup har allerede med hans anden film i instruktørstolen skabt et rendyrket mesterværk. Som en frygtelig tragedie over det moderne forhold følger vi de gruvækkende, men også utroligt morsomme situationer, der opstår efterhånden som forholdet skrider frem.
Da filmen starter møder vi Rasmus, som er en rigtig ungkarl, der hygger med drengene, og bruger weekenderne på at drikke sig i hegnet. Alt ændrer sig dog hurtigt, da han møder Marie, som han er overbevist om er hans drømmekvinde. Forandringerne er dog lidt for overvældende for Ramus, som passivt ser til, imens hele hans liv bliver omlagt af Marie.
At Tafdrup kan skabe dybe fortællinger med meget få midler, så vi klart og tydeligt i forrige film, “Forældre”, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at det samme er tilfældet her, hvor broderen Mads også er medforfatter.
Derfor er den store åbenbaring Amanda Collin, som ‘titelkvinden’. Hun skifter noget så elegant mellem de decideret psykopatisk manipulerende scener, og over til det autentiske drama med legende lethed. Det er svært at beskrive, men det hele ligger i hendes blik. Hun fremstår som to vidt forskellige personer, hvilket kun gør hende mere frygtindgydende. Ikke desto mindre er det ekstremt beundringsværdigt, særligt når man kan se, at hun uden for filmen er ganske genert.
Anders Juul er også perfekt castet som manden, der langsomt forsvinder i forholdet. Han har ikke mange replikker at gøre godt med, men han behøver heller ikke at sige noget, for man forstår udmærket, hvad der går igennem hans hovedet. Juul ligner også lidt Fedtmule – som filmen selv siger – så man har en naturlig tøjbøjelighed til at sympatisere med ham, når han gentagende gange bliver trynet.
Det hele er perfekt orkestreret, helt ned til musikken, hvor Vivaldis “Sommeren” leverer det musikalske tema til filmen.
Christian Tafdrup har skabt et fremragende epos over det moderne parforhold, som burde være obligatorisk undervisningsmateriale. Med en uset indsigt viser han, hvordan parforholdet i dag handler mere om, hvad man selv får ud af det, end om man inderligt elsker den anden person for den de er. Det er ikke til at fatte, at Tafdrup først sprang ud som instruktør for et enkelt år siden, for det virker som om han var født til at lave film selv. Jeg kan derfor kun på det allervarmeste anbefale filmen. Historien er skarpt fortalt, den har bid og så kan alle få noget ud af filmen, uanset hvilken genre de normalt er fan af, eller om de overhovedet er interesseret i dansk film.
Så får min skyld må Tafdrup gerne blive ved med at lave en dansk film hvert år, så jeg altid har noget innovativt at se frem til fra den danske filmindustri.