CPH PIX17: Interview med Kasper Rune Larsen

Kategori CPH PIX, Eksklusivt, Interview af - oktober 04, 2017
CPH PIX17: Interview med Kasper Rune Larsen

Fra første sekund man møder Kasper Rune Larsen, er man ikke tvivl om, at han er en mand, der ikke er interesseret i at følger normerne. Hans film, Danmark, der har premiere her på cph pix, taler næsten for sig selv. Den danske filmindustri bliver ofte anklaget for københavneri, men her følger historien en gruppe unge mennesker fra provinsen. Plottet er ikke i højsædet, men det er skuespillerne, der er ualmindelig naturlige i deres præstationen.


Netop denne naturlighed ved skuespillet er da også det første jeg spørger ind til:

Det tiltaler mig meget, at dem vi skal se på er naturlige. Før i tiden har jeg lavet nogle få kortfilm, som har handlet utrolig meget om visuelle udtryk, billeder af solnedgang og sådan noget. Folk har bare stået stille og leveret en replik uden nogen mimik, og det var jeg blevet træt af og syntes ikke rigtig fungerede. Så jeg ville gerne lave noget, der var mere naturtro, hvor jeg ligesom investerede mere i skuespillerne i stedet for al det visuelle.

Det er helt klart karaktererne, der betyder noget for mig, når jeg ser film – mere end det er plot og historieudvikling. Min interesse er mennesker, og observerer mennesker.

Hvis folk skal fremstå så autentiske og naturtro som de gør i filmen her, er det nærliggende og tænke, at der nok ikke har været noget tungt manuskript – og den tanke er heller ikke helt ude i hampen:

Der er kun skrevet to replikker i filmen. Det er improviseret det hele. Vi har arbejdet på en måde, hvor skuespillerne har naturlige hverdagssamtaler, og så får de flettet noget historie og drive ind. [Plottet] fylder minimalt ligesom samtaler mellem venner ikke særligt tit er særligt konkrete.

De har utrolig frie rammer. Når vi starter får de bare lov til at fyre løs og give det, som de kommer med. Så plukker jeg de ting, jeg kan lide af det, og så får jeg dem til at tale mere om det, eller gå mere i dybden med noget andet. Det starter i virkeligheden i castingprocessen, hvor der ligger et stort arbejde i finde de mennesker, som er historien. For hvis ikke de er historien, så kan de ikke være med til at forme det manuskript, der ligger.

“Der er kun skrevet to replikker i filmen.”

Med så frie rammer kommer det nok heller ikke som nogen overraskelse, at plottet, som det skrider frem i filmen, er stærkt inspireret af filmfolkenes egne liv:

Det er en blanding af mit liv, og Jonas’ liv og Jacobs liv og noget af Frederikkes liv. Det har været udgangspunktet for den her fortælling. Jeg synes også, at når historien ligger så naturligt i folk, så behøver vi ikke at fortælle det i vores dialoger og overtekster. Vi behøver ikke høre dem siger; ”Jeg har det hårdt, fordi de driller mig i skolen”. Vi kan godt mærke på det, hvor de er som mennesker. Man kan godt sanse det, hvis man har tillid til at mennesker er til stede, når de ser en film. At de har empati og forståelse for at læse andre mennesker. Dét synes jeg er interessant. Jeg synes det er interessant at få publikum til at være medspillere og engagere dem i at se historien udfolde sig. Jeg har i hvert fald en stor ambition om ikke at tale ned til mit publikum.

“jeg håber de får lyst til at støtte op omkring film, som ikke er en fucking IKEA-reol”

Nu kan det lyde som om hele produktionen har været et stort kaos af folk, der bare finder på tingene undervejs, men det har slet ikke været tilfældet. For da jeg spørger Larsen ind til, om han har styret optagelserne som hierarkisk eller ligeligt, så er svaret meget klart.

Jo, jo. Men de skal helst ikke vide det [griner]. Det er selvfølgelig hierarkisk af helvede til. Det er topstyret på vores optagelser, men [skuespillerne] har bare en frihed til at udfolde sig som de nu har lyst – og det kan kun ske, fordi jeg har castet de rigtige skuespillere og valgt det rigtige hold. Som jeg har tillid til og ved kan det, jeg gerne vil have. Det har vi også snakket om på forhånd.

Filmen har fået verdenspremieren på cph pix, men da jeg spørger Larsen om han er glad for at hans film er en del af festivalprogrammet, siger han meget kortfattet:

Det er jeg sådan set glad for.

Til slut havde Kasper Rune Larsen blot et beskedent ønske til det danske biografpublikum:

Jeg håber det giver dem lyst til at genoverveje deres forhold til film. For jeg tror, at man er så fodret med den ensrettede måde vi laver film på nu. Så jeg håber de får lyst til at støtte op omkring film, som ikke er en fucking IKEA-reol med en simpel brugsanvisning, som er lige til at gå hjem og samle. Jeg håber det kan peake en nysgerrig og skabe en åbenhed for, forskellige måder at fortælle film på.

This post was written by
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.