CPH STAGE

Kategori Teater af - juni 01, 2023
CPH STAGE

10 dage med teater holder 10-års jubilæum med 100 forestillinger på mere end 50 scener

Foyeren i Det Kongelige Teaters skuespilhus er de næste dage forvandlet til festivalcentrum, hvor kunstnere, indkøbere, branche og publikum kan mødes i faglig udveksling og festlig fejring af scenekunsten.

Onsdag blev der budt velkommen til årets festival med taler fra festivaldirektør Morten Krogh, Skuespilchef Morten Kirkskov og Kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Kulturministeren indledte sin tale med en opremsning af, hvad der skete for 10 år siden, fordi CPH STAGE har jubilæum, men nævnte ikke en forestilling eller for den sagsskyld kultur i det hele taget. Næ, vi fik en lille tur ned ad mindernes allé med den faktuelle viden, at det var året, hvor klippekortets udfasning tog længere tid end forventet, fordi rejsekortet ikke var klar, og der for øvrigt også var en orkan, der hed Allan.

Så var vi i gang, og jeg hørte da godt, at ministeren derefter begyndte at tale om Danmark som en kulturnation. Jeg havde dog travlt med at se rundt på de andre inviterede gæster, for at regne ud om det kun var mig, der lige havde oplevet forsøget fra ministeriets kommunikationsafdelingen på at tage os med ud på en rejse til, jeg aner ikke hvorhen og hvorfor, som var lige så uvedkommende, som hvis en transportminister åbnede en letbane ved at tale om forestillingen Frankenstein genskabt af Kasper Hoff og Kenneth Thordal.

53 bevægelser med klare regler
Skuespilhuset er centrum for festivalen, og derfor var det også naturligt, at åbningsforestillingen ‘In C’ blev vist netop her.

Den prisbelønnede tyske koreograf Sasha Waltz har, ud fra komponisten Terry Rileys værk af samme navn fra 1964, lavet en koreografi bestående af 53 bevægelser med klare regler, men indenfor dette system af regler har danserne frihed til at improvisere, samtidig med at indgå i en fælles, koreografisk struktur.

Forestillingen beskriver sig selv som pulserende og meditativ, og det er de samme ord, jeg vil bruge. ‘In C’ har en varighed på ca. 60 minutter, men da jeg rejste mig efterfølgende, vidste jeg ikke, om der var gået 15 minutter eller 15 timer.

Otte musikere fra det danske ensemble Athelas Sinfonietta akkompagnerede danserne live på scenen, og som et abstrakt maleri i bevægelse, digtede jeg utallige små historier ud fra det, jeg så.

Alle dansere var og er i verdensklasse, men denne aften var det danseren Agnieszka Jachym, der stjal opmærksomheden.

De hurtige kan opleve ‘In C’ torsdag den 1. juni kl. 20. Men der er ikke mange billetter tilbage.

Men frygt ikke. CPH STAGE har nok på programmet og med garanti noget for alle.

Noget for alle
Hvad med morgengymnastik på Skuespilhusets terrasse med Mark Philip fra Uppercut Danseteater, som også spiller med i danseforestillingen PILGRIM?

Eller måske PALINKA – GENNEM HUDEN hvor kunstnerduoen, bestående af Helene Hasseriis Holten og Justine Hald Boesen gennem en undersøgelse af hud har skabt et poetisk og sansende univers, hvor en ensom og længselsfuld kvinde prøver at skabe kontakt til sin omverden.

Eller måske Holstebro teater og dansekompagnis BJÖRK, som er en sci-fi danseforestilling, der præsenterer to mulige fremtidige virkeligheder et sted imellem dystopi og utopi.

Gå på opdagelse i programmet her: cphstage.dk.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.